23948sdkhjf

Grøn strøm til dansk erhvervsliv

Dansk Erhverv og Green Power Danmark vil sætte grøn strøm til dansk erhvervsliv.

På en konference i dag torsdag præsenterer Dansk Erhverv og Green Power Denmark 15 anbefalinger, der skal gøre klimamålene til virkelighed, fremme den grønne omstilling og gøre Danmark fri af russisk energi. Anbefalingerne er udarbejdet i håb om en grøn kontrakt mellem sektoren og regeringen om at få implementeret de mange klimaaftaler.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra de to interesseorganisationer.

Det er tid til at implementere de mange klima- og energiaftaler, der er blevet indgået over de seneste år. Elektrificering er helt essentielt for at nå Danmarks klimamål og kan hjælpe de mange danske virksomheder, der i mange måneder har været presset af høje og ustabile energipriser.

Dansk Erhverv og Green Power Denmark, der samlet repræsenterer hele værdikæden i den danske energibranche, præsenterer derfor 15 anbefalinger, der skal sikre danskerne en grønnere fremtid og hurtigere elektrificering af erhvervslivet.

- Energipolitik er erhvervspolitik, sikkerhedspolitik og klimapolitik. Det haster med at omstille vores energisystem, og rent faktisk kan vi udfase kul, olie og gas fra langt størstedelen af økonomien. Danmark har nogle af verdens mest innovative virksomheder, som udvikler, skalerer og bringe nye grønne løsninger på markedet. Men reguleringen spænder i mange tilfælde ben for omstillingen, udtaler Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, i pressemeddelelsen.

- Green Power Denmark og Dansk Erhverv mener, at vores 15 anbefalinger kan løfte den grønne omstilling til nye højder. Alle 15 anbefalinger understøtter allerede vedtagne politiske aftaler og ambitioner på klima- og energiområdet, der skal gøre Danmark fri af russisk energi og konsolidere vores global førerposition i den grønne omstilling, lyder det fra Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark i meddelelsen.

Behov for konkrete reformer

Anbefalingerne er udarbejdet i håb om en grøn kontrakt mellem sektoren og regeringen om at få sat grøn strøm til dansk erhvervsliv. Med fokus på at realisere allerede vedtagne ambitiøse målsætninger, vil erhvervslivet og energisektoren samlet kunne levere de resultater, der skal til for at bevare Danmarks position som et globalt førende grønt erhvervsland.

- Anbefalingerne præsenterer alle sammen konkrete tiltag, der sikrer, at vi gør klimamålene til virkelighed på en omkostnings- og energieffektiv måde. Green Power Denmark og Dansk Erhverv præsenterer en energisektor og et erhvervsliv, der under de rette betingelser kan levere de resultater, der skal til for at Danmark når klimamålene i 2030. Vi står klar til at samarbejde med regeringen for at sikre en grønnere fremtid og en hurtigere elektrificering, siger Kristian Jensen.

- Jeg er rigtig glad for, at Dansk Erhverv og Green Power Denmark i dag præsenterer de 15 fælles anbefalinger til at få sat grøn strøm til dansk erhvervsliv. Så vi kan få udfaset de fossile brændsler, udbygget elnettet og ikke mindst få langt hurtigere udbygning af sol- og vindenergi på land og på havet, slutter Brian Mikkelsen.

De 15 anbefalinger fokuserer på både udfasning af erhvervslivets forbrug af sort energi, smart og hurtig udbygning af elnettet samt hurtig udbygning af vind- og solenergi.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158