23948sdkhjf

Aarhus Kommune fastholder generelle p-regler

ITD: God dialog om parkeringsforhold for lastbiler i Aarhus Kommune.

ITD mødtes 5. januar med rådmand Nicolaj Bang (K) om parkeringskontrollen i Aarhus Kommune, som mange vognmænd oplever som nidkær og uden forståelse for lastbilers vilkår, når de skal aflevere varer i midtbyen.

Men selvom lastbiler ikke skal forvente at slippe for P-bøder i fremtiden, var der alligevel stor lydhørhed over for vognmændene og chaufførernes situation på mødet.

Det skriver ITD i en pressemeddelelse.

Nicolaj Bank (K) er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og dermed også ansvarlig for kommunens omstridte håndhævelse af p-reglerne.

Baggrunden er, at mange vognmænd og chauffører, som skal aflevere varer i Aarhus Midtby, har store problemer med at finde parkeringspladser, hvor de kan holde lovligt, når de skal aflevere varer.

Det betyder, at der falder parkeringsbøder, hvis man f.eks. må holde på en stribe eller på en kantsten for at få mulighed for at aflevere varerne.

Det fik ITD til at efterlyse mere konduite fra byens parkeringsvagter, de såkaldte cityassistenter, over for lastbiler, som skal aflevere varer i byen. Og det blev også drøftet på mødet.

- Indledningsvist vil jeg sige, at vi havde et rigtig godt og konstruktivt møde med rådmand Nicolaj Bang og hans forvaltning, som faktisk var meget lydhøre over for vognmændenes situation, også selvom vi ikke skal forvente, at selve parkeringskontrollen bliver gjort mere fleksibel, siger Henriette Kjær, politisk chef i ITD.

Fastholder p-regler

På mødet var der bl.a. dialog om rimeligheden i, at en chauffør får en bøde, hvis han f.eks. holder på en kantsten eller på en stribe mens han læsser varer af. Men her henholdte kommunen sig til de generelle parkeringsregler.

-Kommunen gjorde det klart, at f.eks. parkering på cykelsti eller fortov ikke accepteres, heller ikke selvom chaufførerne gør det for at genere mindst muligt. Men kommunen pegede omvendt på, at det er lovligt for lastbilen at holde på kørebanen med katastrofelyst tændt, siger Henriette Kjær.

Dialog om restriktioner

Til gengæld tilbød Aarhus Kommune at gå i dialog om muligheden for at se på nogle af de restriktioner, der er, når lastbiler skal parkere og aflevere varer i byen.

- Kommunen tilbød at gå i dialog med os, for at se på om der f.eks. er nogle tidsbegrænsninger eller lign., der kan ændres, så det bliver lettere for lastbiler og chauffører at holde lovligt for at aflevere varer i Aarhus. Og det vil vi selvfølgelig meget gerne, siger Henriette Kjær, som nu ser frem til den videre dialog med kommunen om sagen.

Nyt møde i 2024

Det blev aftalt at mødes igen om et år, for at se om problemerne stadig er de samme, eller om den dialog, der nu er indledt, vil afhjælpe problemerne. Kommunen opfordrede også vognmænd til at gå i direkte dialog med forvaltningen om at finde løsninger på konkrete problemer med parkering i byen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126