23948sdkhjf

Prorussiske hackere angriber danske transport-hjemmesider

Flere cyberangreb har ramt danske hjemmesider søndag. Prorussisk hackergruppe vil ramme infrastrukturen

Den prorussiske hackergruppe NoName057 angriber Danmarks kritiske infrastruktur med DDoS-angreb for at skabe utryghed. Det siger Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert i sikkerhedsfirmaet CSIS.

- Målet er at skabe utryghed i en digitaliseret verden, hvor vi kommunikerer rigtig meget ud via internettet, lyder det.

Søndag eftermiddag og aften er flere danske hjemmesider blevet lagt ned efter at være ramt af angrebene. Blandt andet Københavns Lufthavn, Trafikstyrelsen og Movia.

Her er hjemmesiderne blevet oversvømmet med data, så de overbelastes og lukker ned.

TV 2 citerer NoName057 for søndag at skrive på beskedtjenesten Telegram, at den for anden dag i træk giver Danmark en "uforglemmelig weekend" og vil ramme tre transportwebsteder og en kommune.

- Når man rammer transport, så rammer man kritisk infrastruktur, som er noget, vi er afhængige af, siger Peter Kruse til Ritzau.

Han tror dog, at målene søndag har været at ramme tilfældig infrastruktur.

- Jeg tror, gruppen har søgt på "airport", og så har de valgt noget af det, der kom frem i deres søgning, siger han.

Det er ifølge ham derfor, at både store og små virksomheder er blevet ramt.

Han regner med, at flere hjemmesider vil blive ramt af lignende angreb både søndag og mandag, fordi gruppen har haft succes med angrebene, da hjemmesiderne ikke har været beskyttet tilstrækkeligt.

Men det kan ifølge Peter Kruse, undgås i fremtiden, hvis virksomhederne sikrer sig bedre mod DDoS-angreb.

- Det koster nogle pengene, men pengene vejer op mod det, man oplever nu af tab af tillid og usikkerhed, siger han.

Generelt mener han, at angrebene er en del af en hybrid taktik, der hænger sammen med Ruslands digitale måde at føre krig på.

- Det er skadeligt for firmaerne, og det er i Ruslands direkte interesse, at man rammer vestlige mål, hvor det gør mest ondt - nemlig på vores private virksomheder, siger Peter Kruse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109