23948sdkhjf

Ekspertgruppe til regeringen: Danske søfolks skattefritagelse bør skrottes

Ekspertgruppe nedsat af regeringen anbefaler at fjerne - eller overveje at fjerne - skattefritagelsen for løn ved arbejde om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister

Drop nettolønsordningen for danske søfolk på DIS-skibe. 

Sådan lyder den opsigtsvækkende anbefaling fra en ekspertgruppe, som er nedsat af regeringen.

Det skriver nyhedsbureauet Ritzau. 

58 af de knap 200 eksisterende erhvervsstøtteordninger bør helt eller delvist fjernes, lyder anbefalingen. 

Ekspertgruppen anbefaler blandt andet, som nævnt, at fjerne - eller overveje at fjerne - skattefritagelsen for løn ved arbejde om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

Hvis alle ekspertgruppens anbefalinger bliver efterlevet, vil det give en besparelse på 2,3 milliarder kroner i 2030, vurderer ekspertgruppen.

SVM-regeringen har i sit regeringsgrundlag varslet, at der skal spares to milliarder kroner på erhvervsstøtten.

Flere tiltag på vej

Desuden kan der findes penge ved at fjerne en række erhvervsstøtteordninger i forbindelse med eksport- og investeringsfremme.

Også erhvervsstøtte til Fonden for Plantebaserede Fødevarer og Wonderful Copenhagen kan fjernes, skriver gruppen i rapporten.

De ordninger, der anbefales fjernet, er primært ordninger med et formål om at opnå en bedre samfundsøkonomi. Anbefalingerne går i mindre grad på ordninger rettet mod blandt andet klimamål.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil nu drøfte anbefalingerne med Folketingets partier i den kommende tid. 

- Regeringen har endnu ikke taget stilling til arbejdsgruppens anbefalinger. Vi vil nu læse rapporten grundigt igennem, og vil i den kommende tid indkalde Folketingets partier til drøftelser om ekspertgruppens anbefalinger, udtaler han.

Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at der skal etableres et nyt erhvervsstøttesystem med nye prioriteringer for blandt andet at kunne nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder.

Omlægningen af erhvervsstøtten skal øge beskæftigelsen med 4000 personer.

I grundlaget skrives det, at ændringerne netop skal ske på baggrund af ekspertgruppens rapport.

Ekspertgruppen for fremtidens erhvervsstøtte består af Christian Frigast (formand), der bl.a. er bestyrelsesformand i Axcel, CEO i Heartland Lise Kaae, professor i økonomi Niels Johannesen og lektor i økonomi Jeppe Druedahl.

opdateres... 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109