23948sdkhjf

Femern byggeri giver arbejde i hele landet

Nyt initiativ fra Femern A/S skal gøre det nemmere for hovedentreprenører og underleverandører at finde hinanden på det kommende Femern Bælt byggeri.

Nyt initiativ fra Femern A/S skal gøre det nemmere for hovedentreprenører og underleverandører at finde hinanden på det kommende Femern Bælt byggeri.



Flere hundrede mindre og mellemstore virksomheder i Danmark og Nordtyskland står på spring for at få del i bygge- og anlægsopgaverne på Femern Bælt projektet.

I løbet af 2013 har Femern A/S mærket stigende interesse fra virksomhederne - ikke mindst siden september, da selskabet sendte tunnelprojektet mellem Rødbyhavn og Puttgarden i international licitation. De udbudte kontrakter har en forventet værdi på op til 30 mia. kr.

Steen Lykke, teknisk direktør i Femern A/S:

- Det er store og internationalt sammensatte entreprenørkonsortier, der konkurrerer om at vinde kontrakterne på verdens længste sænketunnel. De vil i et vist omfang kunne stille med eget mandskab og materiel på anlægsprojektet, men de har også brug for underleverandører i nærområdet, det vil sige fra hele Danmark og fra Nordtyskland. Vi forventer derfor, at konsortierne allerede i tilbudsfasen vil undersøge, hvilke opgaver de med fordel kan købe hos de mindre og mellemstore virksomheder, der har forberedt sig på at kunne blive underleverandører. Som bygherre kan vi naturligvis ikke påtage os at formidle direkte kontakt mellem parterne, men vi kan gøre det nemmere for dem at finde hinanden.

Femern har derfor udarbejdet en vejledning, der beskriver konkrete opgaver som kan være relevante for underleverandørerne. Det kan for eksempel være indenfor stål- og svejsearbejde, levering af maritimt materiel eller tjenester indenfor vagtvirksomhed og catering. Med vejledningen kan de mindre og mellemstore virksomheder danne sig et overblik over deres muligheder, og samtidig får de for første gang direkte kontaktinformation til de internationale entreprenørkonsortier, der er i gang med at udarbejde tilbud til Femern.

Tunnelprojektet skaber tusindvis af nye arbejdspladser i både Danmark og Tyskland. En undersøgelse fra analysefirmaet Copenhagen Economics viser, at byggeriet af sænketunnelen skaber en beskæftigelse svarende til 55.000 mandeår i alt.

Af de 55.000 mandeår vil de 25.000 være direkte tilknyttet selve byggepladserne ved Femern.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062