23948sdkhjf

Stor aftale om bæredygtigt flybrændstof

AIRFRANCE og KLM køber 2,4 mio. ton SAF.

AIRFRANCE og KLM har underskrevet en aftale med det franske energiselskab TotalEnergies om levering af 800.000 ton bæredygtigt flybrændstof (SAF). Det er den anden SAF-ordre, luftfartskoncernen afgiver inden for den seneste måned. For få uger siden bestilte AIRFRANCE og KLM 1,6 mio. ton SAF fra Neste og DG Fuels. Med de to aftaler er luftfartskoncernen næsten halvvejs i opfyldelsen af sit klimamål for 2030.

Målet for AIRFRANCE og KLM er at anvende 10 procent bæredygtigt flybrændstof (SAF) i 2030. Luftfartskoncernen, som årligt flyver med mere end 77 mio. passagerer, er nu kommet et væsentligt skridt nærmere sin ambitiøse klimamålsætning.

- Med disse betydelige investeringer gør vi en klar forskel. AIRFRANCE og KLM er i forvejen brancheledere i brugen af bæredygtigt brændstof, selvom vi stadig er et stykke vej fra at opfylde klimamål. Med de to nye SAF-aftaler kommer vi et stort skridt tættere på at dække vores brændstofbehov. Samtidig er vi med til at understøtte produktionen af innovative og bæredygtige energialternativer, siger Gijs van Popta, General Manager i AIRFRANCE og KLM North Europe.

Dobbelt så ambitiøs om EU

AIRFRANCE og KLM’s bæredygtighedsmål er dobbelt så høje som EU-Kommissionens lovforslag ReFuelEU. EU-Kommissionen ønsker at øge andelen af bæredygtigt flybrændstof i Europa til fem procent i 2030, altså halvt så meget som AIRFRANCE og KLM, hvis målsætning desuden er global.

AIRFRANCE og KLM har investeret i test og anvendelse af bæredygtigt flybrændstof i over 15 år. Luftfartskoncernen arbejder aktivt for at nedbringe sit klimaaftryk og har lanceret flere initiativer for at styrke brugen af bæredygtigt flybrændstof. Det gælder blandt andet SAF-programmet, som stimulerer øget brug og højere produktion af bæredygtigt flybrændstof.

- Efterspørgslen efter bæredygtigt flybrændstof er stor i Danmark, hvilket vi især oplever hos vores erhvervskunder. SAF-programmet, hvor virksomheder kan investere i indkøb og brug af bæredygtigt brændstof på vores flyvninger har vakt stor interesse og har deltagelse fra blandt andet Mærsk og Scan Global Logistics. Det har stor betydning, at vi lokalt kan skabe et fællesskab omkring anvendelsen af bæredygtigt flybrændstof, da det er med til at styrke udbredelsen og dermed sikre, at flere og flere flyvninger bliver med SAF i tanken, siger Anita Wagner Feddersen, salgsdirektør i Danmark for AIRFRANCE og KLM.

På globalt plan har AIRFRANCE og KLM gennem årene støttet udviklingen af bæredygtigt flybrændstof med langsigtede investeringer i brændstofindkøb. I 2021 stod produktionen af SAF kun for 0,01 procent af det samlede globale brændstofforbrug. Den lave produktion resulterede i, at priserne på SAF var tre til fire gange højere end prisen på konventionelt flybrændstof.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094