23948sdkhjf

Fast pris på sikkerhed giver kunder stordriftsfordele

Samtlige typer sikkerhedstjek og en fastfrysning af prisen skal gøre security i Cargo Center Billund til den forædlings add-on, der skal give kunder og speditører – og lufthavnen - en bedre luftfragt-forretning.

Knap 77.000 tons luftfragt blev der i 2022 håndteret af medarbejderne hos Cargo Center Billund (CCB) i den sydlige ende af Billund Lufthavn.

Omkring halvdelen af eksportgodset kom fra såkaldte kendte afsendere, mens den anden halvdel benyttede sig af CCB’s security-tilkøbsydelser, som Billund Lufthavns cargo-selskab har tilbudt i en årrække, og som den gerne vil gøre endnu mere attraktiv for kunder og speditører.

For i dag handler luftfragt i Billund Lufthavn i lige så høj grad om den helt konkrete håndtering af godset – pakning på flypaletter og losning og læsning af cargofly – som den handler om den forædling og den merværdi, en lufthavn og et handlingselskab kan tilbyde og skabe.

Fastfryser kiloprisen

2022 var udviklingsmæssigt uovertruffen i den store jyske lufthavn. Den ene cargo-nyhed efter den anden stod i kø – herunder blandt meget andet introduktionen af islandske Bluebird Nordic som ny kunde og indførelsen af bombehunde som nyt security-tiltag. Året bød også på nyheden om, at Maersk Air Cargo i løbet af 2023 påbegynder operationer fra Billund som det store logistikselskabs europæiske luftfragthub.

Fra begyndelsen af 2022 havde CCB sænket prisen på sikkerhedstjek til 49 øre per kilo luftfragt. For fortsat at bevare de gode relationer til kunder og speditører – midt i den hastige udvikling – har CCB besluttet at fastlåse prisen på sikkerhedstjek på den knap halve krone per kilo resten af 2023.

Fastfrysningen er en service til eksisterende såvel som nye kunder, lyder det fra CCB.

- Når vi fastlåser prisen på sikkerhedstjek, gør vi det for at fastholde godset her på stedet og skabe stordriftsfordele for kunderne. Vi tror på, at vi, ved at holde prisen nede på screening, tiltrækker endnu mere gods og derved laver en bedre forretning ud af det – både for vores tilknyttede speditører og eksportører, siger Tonny Hansen, der er kundeservicechef i CCB med ansvar for document handling, kundeservice, kontrakter og fakturering.

- Vi kan ikke forudsige, hvad der sker i verdensmarkedet, men vi forventer, at vi fastlåser prisen på 49 øre per kilo på screening i hele 2023, og jeg er overbevist om, at det er den billigste pris i hele Skandinavien, tilføjer han.

Tilbyder alle sikkerhedstjek

I januar 2022 introducerede security-afdelingen i CCB som noget nyt bombehunde som en del af sikkerhedstjekket, og i dag rådes der over fem godkendte hundeteams.

Med ankomsten af de firbenede venner som nye kolleger, som skal sniffe sig frem til sprængstoffer, kan CCB nu tilbyde samtlige fire metoder til sikkerhedstjek.

- Hundene har betydet, at kunderne nu kan få sikkerhedstjekket godset på alle metoder. Det er med til at adskille os for mange andre lufthavne, og vi kan mærke, at kunderne som følge heraf bakker endnu mere op om os, siger Tonny Hansen.

CCB råder over to ETD - Explosive Trace Detection (også kaldet sniffere), tre X-ray maskiner, en CMD metaldetektor samt fem sprængstofhundehold.

Ifølge cargocentret er ETD’erne nøje udvalgt. Den specifikke model har effektiv betjening og en kvalitet, der gør, at de sjældent har nedbrud. Hvad X-ray maskinerne angår, findes der ifølge CCB ingen andre på markedet, der kan scanne godset med højere densitet, og CMD’en er – ifølge CCB - den største metaldetektorkarm, der findes på markedet.

Luftfragt er ikke bare A til B

Luftfragtåret 2022 sluttede i Billund af på omtrent samme niveau som i rekordåret 2021. I det forgangne år blev der fragtet 76.874 tons luftfragt via Billund Lufthavn, som er blot 0,4 procent mindre end året før.

- Sidste år tiltrak vi mere af den traditionelle, faste forretning – i modsætning til under pandemien, hvor vi håndterede mange charterflyvninger med meget corona-relateret gods som eksempelvis mundbind. Der havde vi nogen virkelig gode samarbejder med vores eksisterende speditører, som bakkede op om os og fik flyttet rigtig meget gods herover, fordi vi nu kunne tilbyde alle typer af sikkerhedsgodkendelser. Det gjorde, at vi kunne bibeholde vores eksport, selv om der var skvulp i markedet, siger Tonny Hansen og fortsætter:

- Men én ting er, hvor meget gods vi ekspederer. Noget andet er, hvad vi gør ved det gods, vi ekspederer. Hvis vi bare flytter gods fra A til B, er der ikke nødvendigvis den store forretning i det. Men vi kan tilbyde en lang række af forædlingsydelser, og sidste år lavede vi meget mere forædling, end vi plejer. Når vi kan tilbyde én samlet pakke af ydelser, skyldes et selvfølgelig, at vi er ejet af Billund Airport og derfor har hele kæden her. Vi kan gøre en stor forskel, fordi vi kan tilbyde tværfaglige samarbejder, som ikke kan lade sig gøre i samme grad de fleste andre steder, lyder det fra kundeservicechefen.

- Og det betyder for vores kunder, at vi kan tilbyde én samlet løsning, så de ikke skal i kontakt med flere instanser, men kan nøjes med os, tilføjer kollegaen Morten Hansen. Han er terminalchef i CCB siden 2007 og dermed ansvarlig for terminal- og rampedrift samt security.

Sammen med Tonny Hansen står han for ledelsen og den daglige drift af cargocentret.

- Det giver vores kunder en stordriftsfordel, der blandt andet også betyder, at de kan aflevere godset væsentligt senere, end de ville kunne i andre store lufthavne, hvor det skal afleveres tidligere, fordi der er en længere proces, hvor flere enheder skal have godset i hænderne. Her kan vi gøre det selv, siger Morten Hansen.

Han tilføjer, at i Cargo Center Billund skal godset afleveres blot to timer inden afgang, hvor den typiske deadline i andre lufthavne er seks, otte eller ti timer. Der kan endda laves individuelle løsninger helt ned til 90 minutter, siger han.

- Det stærke ved det er, at de store eksportører har lagre med kendte og ukendte afsendere. Hvis det er kendt afsender, skal de blandt andet sørge for, at godset er plomberet og håndteret af sikkerhedsgodkendt personale. På den måde kan godset køre uden om vores sikkerhedstjek. Men måske skal de køre to halvfyldte lastbiler hertil - én med det kendte og én med det ukendte gods. Derfor vælger flere og flere af de store eksportører at beslutte sig for at lade os tage os af sikkerhedstjekket. De slipper for selv at stå for sikkerheden og outsourcer forædlingsprocessen til os. Det er et effektivitetsspørgsmål for dem. De betaler selvfølgelig en afgift, men de slipper i stedet for at opretholde et sikkerhedslager, lyder det fra terminalchef Morten Hansen.

I 2022 omsatte Cargo Center Billund for cirka 20 procent mere per kilo end i 2021. Og selskabet forventer, det bliver endnu højere i 2023.

- Det forventer vi, fordi flere og flere vælger ikke at være sikkerhedsgodkendt. Deres logistikkæde er mere effektiv ved at køre godset hertil og få det screenet, siger Tonny Hansen.

Import mest ramt af inflation

Som en del af den globale forsyningskæde kan man i Billund Airport også mærke, når verdens økonomiske konjunkturer bevæger sig op og ned. Især har man i 2022 mærket den stigende inflation på importen, siger Tonny Hansen:

- Men vi har meget lidt import i forhold til eksport, og det er også på eksport, vi kan gøre den største forskel, fordi det er mere kompliceret. Det er, når vi sender eksport ud af Billund, at vi laver godset om til luftfragt. Ved import gør vi kun det, at vi skiller paletterne ad og udleverer godset til en lastbil, det er mindre komplekst, siger Tonny Hansen, og kollegaen Morten Hansen tilføjer:

- Hvad angår import, har det været basale varer som tøj, vi har mærket et markant fald på. Det er højst sandsynligt affødt af, at det er blevet dyrere at leve. Eksporten har været ret stabil, og det skyldes jo, at vores område er en fabrik til resten af verden, der forsyner blandt andet elektronik og halvfabrikata til global produktion. Derfor har vi ikke her set det store fald. Det er også lykkedes os rigtig godt at gå en ekstra mil for kunderne, så vi har kunnet fastholde de gode samarbejder, siger terminalchefen.

- Det er også en mulighed, at vi har tiltrukket mere eksport. For det vi ser, er, at det er nogle kæmpestore forsendelser, vi får, som vi ikke fik tidligere. Det kan være projekter på flere millioner kilo. Vi har for eksempel haft flere projekter med fødevarer, og det er jo ikke fordi, værdien i sig selv her er specielt høj, men værdien af det færdige produkt, der produceres ude i verden, er høj. Disse produkter har vi været utrolig dygtige til at tiltrække, og det skyldes ikke mindst virkelig gode samarbejder med eksisterende speditører, slutter Tonny Hansen.

Fakta:

Tidslinje for sikkerhedstiltag i Cargo Center Billund:

2006: Installeret cargomaskinen single view x-ray 160x180.

2008: Første ETD-maskine (Explosive Trace Detection).

2013: Ny cargomaskine, 180x180.

2014: CCB begynder at scanne i to terminaler.

2016: Kravene skærpes til ETD software, CCB indkøber to ETD-maskiner. Der indkøbes desuden en yderligere dual view cargomaskine.

2017: Kravene skærpes til x-ray maskinerne. Single view tages ud af drift og erstattes med dual view.

2020: CCB anskaffer CMD metaldetektor.

2022: CCB implementerer sprængstofhunde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081