23948sdkhjf

Danske virksomheder skal starte eksportmotoren efter lav vækst

Væksten stod bomstille i Europa i fjerde kvartal af 2022, viser nye tal fra det europæiske statistikkontor.

Nul-komma-nul.

Så meget lød væksten på i den europæiske økonomi i fjerde kvartal af 2022.

Det viser netop offentliggjorte tal fra det europæiske statistikkontor, Eurostat.

I euroområdet lød væksten i BNP (bruttonationalprodukt) på 0,1 procent.

- Den høje inflation er en væsentlig del af forklaringen på, at europæisk økonomi ikke voksede mod slutningen af 2022, siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.

Euroområdet dækker de lande, der har euroen som valuta.

De nye tal afløser en vækst på 0,3 procent i BNP i tredje kvartal af 2022 for både Europa og euroområdet.

Den svage vækst kommer ovenpå dårlige nyheder fra flere af Danmarks nabolande.

Tysklands BNP skrumpede med 0,2 procent i fjerde kvartal, mens Sveriges kun steg med 0,6 procent.

Det kan få betydning for de danske virksomheder, der er afhængige af de vigtige eksportmarkeder.

- Den lave vækst i udlandet betyder, at danske virksomheder skal kæmpe hårdere for at hente eksportordrer hjem til Danmark, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

Ifølge Dansk Industri afhænger omkring 900.000 danske jobs af eksport til udlandet.

- Det er ærgerligt, at vi ser en europæisk afmatning. De europæiske nærmarkeder udgør rygraden i dansk eksport. Vores samlede eksport til EU er faldet over de seneste tre måneder, siger Allan Sørensen.

Danmarks eksport af varer og tjenester til lande i Europa var ifølge Dansk Erhverv 665 milliarder kroner i 2021, hvilket svarer til 45 procent af Danmarks eksport.

Optimismen for snarlig bedring er ikke at spore hos Kristian Skriver.

- Vi er ikke optimistiske for europæisk økonomi i 2023. De kraftige rentestigninger vil i 2023 lægge en dæmper på byggeriet i Europa, og samtidig vil lav global vækst give lav efterspørgsel, siger han.

Bruttonationalproduktet er et mål for væksten af et lands værdier, det vil sige værdien af et lands samlede produktion af varer og tjenester fratrukket værdien af de anvendte råstoffer i et bestemt tidsrum.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142