23948sdkhjf

Større last kræver større skibe: Nu må havn udvide sejlrenden

Vindmøllevingerne fra fabrikken ved Nakskov bliver længere og tungere. Det kræver større skibe og dermed en udvidelse af sejlrenden til havnen.

I begyndelsen var prisen sat til 22,3 mio. kr. Det var i september 2018, da Lollands Erhvervshavne fik bevillingen fra Lollands Byråd til at udrette den lange, snævre og kringlede sejlrende fra Storebælt ind til Nakskov.

Det er da forfærdeligt, at projektet med udretningen af sejlrenden er blevet så meget dyrere Tine Vinther Clausen, formand for klima-, teknik og miljøudvalget

Udretningen er stærkt nødvendig for Nakskov Havns muligheder for at ekspandere i et nyt og hastigt voksende marked for vindmøller. Havnen udskiber vindmøllevinger fra en fabrik på land. Og de vinger bliver længere og tungere. 

Den hedengangne værftsby har fået ny luft med vindmølleindustrien, som skaber flere hundrede arbejdspladser med udsigt til stadigt flere nye job. 

Derfor var det på tide at gøre det muligt at sejle ind og ud af fjorden med større skibe. 

Så gik der fire år med at søge myndigheder. 

Da tilladelsen endelig kom i december sidste år, var priserne steget, så der kunne lægge 18 mio. kr. oveni budgettet. Den samlede pris lød nu på 40,3 mio. kr.

Yderligere 47,7 mio. kr. til at udvide bredden

Nu kan  Folketidende berette, at kommunen nu vil låne yderligere 47,7 mio. kr., altså mere end dobbelt op i forhold til de hidtidige budgetter.

- Det er da forfærdeligt, at projektet med udretningen af sejlrenden er blevet så meget dyrere, men hele Nakskov Havn og baglandet, hvor grønne bio-industrier nu vil etablere sig, er så vigtigt, at vi skal videre med det, siger formanden for klima-, teknik og miljøudvalget i Lolland Kommune, Tine Vinther Clausen (V) til avisen. 

Hun begrunder dermed, at udvalget anbefaler overfor byrådet, at der skal optages et lån på yderligere 47,7 millioner kroner til også at gøre sejlrenden til og fra Nakskov Havn bredere. Konkret ti meter bredere på hele strækningen, 13,2 kilometer, fra anduvningsbøjen i Langelands Bælt.

Dumme sving skal rettes ud

Nakskov Havn har siden 2014 været en kommunal havn, og der er gennem en årrække sket en udvikling indenfor den maritime verden mod større skibe og dermed også større krav til de havne, som fortsat drives som erhvervshavne.

Nakskov Havn får lov til at udvide sejlrende til større skibe

Og forventningerne til fremtiden omkring Nakskov Havn er altså steget til et helt nyt niveau. Dels som en nøglespiller som vindmølleproducerende havn og som udgangspunkt for virksomheder bag den grønne omstilling. I dag estimeres Nakskov Havn at have betydning for 2.000 arbejdspladser.

Så to dumme sving i sejlrenden sydvest for Enehøje skal rettes ud, og så skal sejlrenden i en etape to udvides, skriver avisen.

Udretningen af sejlrenden forventes at foregå fra 1. oktober 2023 til 31. marts 2024 og udvidelsen af sejlrenden fra 1. oktober 2024 til 31. marts 2025.

Måske også ny kaj

Den grønne bio-industri kan aktualisere behovet for et kajanlæg til brug for tankskibe. Det skønnes at kunne etableres for cirka 40 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078