23948sdkhjf

Overenskomstforhandlingerne: Alt er i spil

DI og 3F Transport tager hul på overenskomstforhandlingerne fredag. Forhandlingerne kommer bl.a. til at få betydning for havnearbejdere 

3F Transport og Dansk Industri tager hul på forhandlinger om nye overenskomster på transportområdet i morgen fredag den 6. januar 2023.

Forhandlingerne omfatter den såkaldte Fællesoverenskomst, der gælder for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere.

Aftalerne mellem DI og 3F Transport sætter rammerne for 40.000 medarbejdere på de godt 900 virksomheder på transportområdet, der er medlem af DI.

3F Transport er repræsenteret af formand Jan Villadsen, forhandlingssekretær Flemming Overgaard og forhandlingssekretær Karsten Kristensen. På den anden side sidder DI's viceadm. direktør Kim Graugaard, branchedirektør Lars William Wesch, ATL, og vicedirektør i DI Christoffer Thomas Skov.

Industrien først

Overenskomstforhandlingerne blev skudt i gang onsdag, da DI og CO-industri satte sig til forhandlingsbordet. Ved det indledende pressemøde var det tydeligt, at forhandlingerne vil blive præget af nogle af de mest uforudsigelige vilkår i årtier.

- Den høje inflation har ramt købekraften for alle parter, og det lægger naturligvis et stort ansvar på vores skuldre, konstaterede DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ved det indledende fælles pressemøde i Industriens Hus.

- Det eneste vi ved med sikkerhed er, at krystalkuglen - som vi plejer at kunne rette os nogenlunde efter - den er meget mere usikker end normalt, tilføjede DI-direktøren.

Inflationen skal dæmpes

I november var inflationen steget med 8,9 procent sammenlignet med november 2021. Samtidig er virksomhedernes omkostninger skudt i vejret, blandt andet steg regningen til el og gas med 46 mia. kr. sammenlignet med 2019, viser DI-beregninger.

Der forventes en recession i dansk økonomi i 2023, mens det er uhyre vanskeligt at spå om inflationens udviklingen.

Svær balancegang

Lars Sandahl Sørensen lagde da heller ikke skjul på, at det bliver en svær balancegang at nå i mål med overenskomstforhandlingerne, hvor udfaldsrummet for succes er mindre end normalt. Alle parter taber, hvis den balance ikke rammes rigtigt.

- Det er sikkert og vidst, at hverken arbejdsgivere eller arbejdstagere er tjent med, at vi forlænger inflationen længere end absolut højest nødvendigt, sagde DI-direktøren.

Alt er i spil

Det bliver derfor også forhandlinger, hvor rigtigt mange faktorer er i spil. Det er blandt andet ikke givet, at der bliver tale om en ny 3-årig overenskomst, da fremtiden er så usikker.

Forhandlingerne mellem DI og CO-Industri er en såkaldt gennembrudsoverenskomst på det private område, der bliver toneangivende for de øvrige overenskomster, som også forhandles i 2023.

Samlet beskæftiger DI’s medlemsvirksomheder omkring en halv million medarbejdere, der er omfattet af overenskomsterne.

Parterne forhandler intensivt i de næste uger. De nuværende overenskomster udløber 1. marts.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078