23948sdkhjf

Investeringseventyret i Hanstholm er slut: - Sådan går det, når businesscasen ikke er stærk nok

At Hanstholm Havn skal overgå til kommunal havn med et 630 mio. kr. stort minus er et klart signal om, at der er brug for statslig indblanding omkring havnene, mener Jakob Svane, sekretariatschef hos Danske Shipping- og Havnevirksomheder

- Min umiddelbare reaktion er, at det desværre ikke er overraskende.

Sådan siger Jakob Svane i kølvandet på offentliggørelsen af, at Danmarks største konsumfiskerihavn, Hanstholm Havn, fra årsskiftet overdrages, så det ejes totalt af Thisted Kommune.

Siden havnens store udvidelse i 2017 har regnskabet vist røde tal for havnen i Thy. Det er også udvidelsen, som bestyrelsesformand Michael Svane tilskriver årsagen til det blødende regnskab.

Og det er også derfor, Danske Shipping- og Havnevirksomheders sekretariatschef Jakob Svane understreger, at det er en stor risiko, Hanstholm Havn selv har taget. 

Dybt beklageligt

- Det er dybt beklageligt, men underskuddet er jo ikke noget, der er kommet som en tyv om natten. Man har været meget åben om, at det underskud var der, siger han.

- Det er det, der kan ske, når man går ind i et investeringseventyr, som man har gjort her. Hvis det var gået godt, så havde vi alle sammen klappet i vores hænder. Men businesscasen har ikke været tilstrækkelig stærk, lyder det fra Jakob Svane.

Skatteborgere hænger på regningen

Kunne det have været undgået efter din mening?

- Både ja og nej. Ja, for når man investerer 600 mio. kr. med en årlig driftsomsætning på 30 mio. kr., så skal man være meget sikker i sin sag. Her har man satset, og man har taget en chance, og det må skatteborgerne nu betale for.

- Det er nemt at stå og være bagklog, men jeg advarede allerede for flere år siden mod, at flere havne ville komme ud i de her investeringsridt, som Hanstholm Havn har været, siger han.

Det er netop kommunernes forskellige interesser i havnene, som Jakob Svane ser som problematisk.

Behov for national strategi

Siden kommunerne fik overdraget havnene i 2001, mener Jakob Svane, det er blevet tydeligt, at der er behov for en national strategi på området.

- Kommunerne har forskellige interesser i havnene. Nogle ser det som en oplagt mulighed for erhvervsudvikling, mens andre vil bygge boliger på deres havnearealer. Men havnene er vores fælles infrastruktur, ligesom vores vejnet og vores jernbaner, og derfor bør der også være en statslig indblanding i havnene, siger han.

- Det er uheldigt, at vi står i den situation, at nogle havne har investeret for meget og nogle har investeret for lidt. Jeg mener, det understreger, at der er behov for at man tager hånd om problemet fra national side., lyder det.

Store risici

Men tror du situationen med Hanstholm Havn kunne være undgået, hvis der var statslig kontrol eller indblanding?

- Det er store risici man løber omkring havne som Hanstholm, og det er så pokkers og bittert, at det går galt her, men her mener jeg, at man vil kunne formode at nogle vil tænke sig mere om, før de foretager så store investeringer, hvis der var en statslig hånd med inde over, siger Jakob Svane og fortsætter:

- Det kan være en statslige godkendelse, eller det kan være en mellemløsning. Vi vil meget gerne være med til at diskutere mulige løsninger, lyder det.

Han påpeger det ifølge ham underlige i, at staten kun, efter reglerne i dag, skal tage sig af miljøpåvirkningen.

- Staten skal udelukkende godkende VVM-undersøgelsen, når en havn udvider, og her kunne man overveje, at staten godkender mere end det, fordi der er så store økonomiske og sociale parametre på spil for kommunerne, men også fordi det er vores fælles infrastruktur, siger han.

Og så er det ikke uden konsekvenser, når havnen nu overgår til at være udelukkende under kommunal hånd.

- Det betyder i første omgang, at kommunen skal finde de 60 mio. kroner i kommunekassen det første år og nok også næste år, og det er jo ikke særlig sjovt. Men der kan også være begrænsninger i reglerne for udlejning af kraner mv., når havnen overgår til at blive en kommunal havn, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078