23948sdkhjf

SF vil pålægge Mærsk en særskat og uddele større skattefri check

Mærsk skal betale mere i skat efter "overnormale profitter", mener SF. Pengene skal gå til inflationshjælp

Mærsk og andre rederier med "overnormale profitter" i forhold til hvad der var forventet, skal lægge flere penge i statskassen.

Det mener SF, der vil indføre en særskat.

- Nogle af dem, der har tjent på inflationen, skal betale til nogle af dem, der er ramt af inflationen, siger formand Pia Olsen Dyhr.

- Vi kan se, at Mærsk har haft en ekstra stor profit både i år og sidste år, og vi mener, at de beskattes meget lidt i dag. Vi mener, at de godt kan beskattes lidt mere som en engangsbeskatning på grund af inflationen.

Rederier i Danmark har en særlig skatteordning - tonnageskat, der har været gældende siden 2001 for at holde rederierne på dansk grund.

Tonnageskat vil sige, at rederierne betaler en fast skat eller afgift per skib, og beløbet bliver dermed ikke påvirket af selskabets overskud.

Med tonnageskatten slipper rederierne for den klassiske selskabsskat på 22 procent, som andre virksomheder skal betale.

Skatteordningen betyder, at Mærsk eksempelvis i 2021 betalte omkring fire procent af en rekordstor indtjening på 117,5 milliarder kroner før skat.

Og i 2022 forventer rederigiganten, at driftsresultat lander på 270 milliarder kroner.

SF er åben for, hvordan særskatten skal udformes, men ser 12 milliarder kroner til statskassen som et "rimeligt sigtepunkt". Det ville være 4,44 procent af et overskud på 270 milliarder kroner.

Pia Olsen Dyhr ved dog allerede, hvem pengene vil skulle gå til.

- Vi vil bruge pengene til nogle af dem, der faktisk er rigtig hårdt ramt af inflationen.

Det indebærer, at den grønne børnecheck skal forhøjes med 2500 skattefri kroner per barn. Og så skal det samlede beløb i den skattefri check til folkepensionister, der modtager ældrecheck, løftes til 5000 kroner fra 2500 kroner, foreslår SF.

Også andre grupper på overførselsindkomst som eksempelvis SU-modtagere og dagpengemodtagere skal have 5000 kroner skattefrit.

Dernæst skal sygehusene have 1,5 milliarder kroner til at imødegå travlhed og DSB og trafikselskaber skal have kompensation, så der ingen takstforhøjelser kommer i den kollektive trafik i 2023.

SF-formanden siger videre, at der er tale om en engangsforestilling i forhold til, at staten skal pålægge virksomheder en ekstraskat.

Hun læner sig op ad, at EU-Kommissionen har foreslået, at eksempelvis energiselskaber, der har en overnormal profit, skal have en midlertidig særskat.

- Jeg mener ikke, at vi skal gøre det her hvert eneste år. Lige nu er vi en helt særlig situation på grund af inflationen, og derfor foreslår vi en engangsbeskatning af dem der har fået en overnormal profit.

Spørgsmål: Vil du kunne garantere, at andre brancher eller virksomheder ikke skal frygte, at det så i 2023 er dem, der skal pålægges en særskat?

- Ja. Her er der tale om en meget, meget særlig situation.

SF har længe ønsket, at tonnageskatten bliver fortid.

I det nye udspil foreslår partiet også, at en ekspertgruppe nedsættes til at vurdere, hvordan "man kan øge den løbende beskatning af rederivirksomhed ved at erstatte tonnageskatten med en mere retfærdig skat".

I februar afviste Socialdemokratiets erhvervsordfører, at en ændring af tonnageskatten kunne komme på tale.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078