23948sdkhjf

Tre nye skibe med korn forlader Ukraine

Ukraine er en af verdens største eksportører af korn, men har på grund af krigen ikke kunnet eksportere det

Tre skibe med korn har fredag forladt havne i Ukraine.

Det oplyser Tyrkiets forsvarsministerium og øjenvidner ifølge Ritzau.

Dermed fortsætter en aftale indgået mellem Rusland og Ukraine - med hjælp fra Tyrkiet og FN - med at sikre ukrainsk korneksport.

Ukraine er normalt en af verdens største eksportører af korn.

Men efter den russiske invasion har landet ligget inde med millioner ton korn, som på grund af en russisk blokade af havne ikke har kunnet eksporteres til resten af verden.

Det første skib med ukrainsk korn forlod mandag havnen i byen Odesa. Det var første skib med korn, der forlod Ukraine siden Ruslands invasion i slutningen af februar.

Skibet blev onsdag inspiceret af Rusland, Ukraine, Tyrkiet og FN i Istanbul for at sikre, at alt foregik efter aftalen. Skibet fik efter inspektionen grønt lys til at fortsætte sin tur mod slutdestinationen Libanon.

Den vellykkede inspektion er blevet set som tegn på, at aftalen holder, og fredag er tre nye skibe altså på vej afsted fra ukrainske havne.

De tre skibe har samlet 58.000 ton majs om bord. To skibe sejler fra havnen i Tjornomorsk, mens det tredje forlader havnen i Odesa.

De tre skibe skal til henholdsvis Irland, Storbritannien og Tyrkiet.

De skal alle igennem samme tjek, som det første skib var igennem i Istanbul.

Til det formål har de etableret et fælles center for koordineringen af eksporten i den tyrkiske storby.

Centeret ligger i Istanbul, fordi Bosporusstrædet, som skibene skal igennem for at komme fra Sortehavet videre til øvrige verdenshave, skærer midt igennem Istanbul.

FN-aftalen indebærer, at der skal være sikker passage for skibe, der fragter korn, fra tre sydlige ukrainske havne. De tre havne er Odesa, Tjornomorsk og Pivdennyj.

Adm. direktør i Lauritzen Bulkers fortæller desuden til Søfart, at han har skibe klar til at hente korn i Ukraine, når situationen er til det. Læs mere her. 

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063