23948sdkhjf

Rederiboss fik travlt med en redningsmission

Niels Smedegaard fik en ilddåb som professionelt bestyrelsesmedlem, da han skulle redde flyselskabet Norwegian fra kollaps. Han fylder 60 år i dag

For erhvervsledere ligner det ofte en nedtrapning af arbejdsbyrden, når de lægger direktørtitlerne fra sig og "helliger sig" bestyrelsesposter.

Sådan kom det ikke til at gå for Niels Smedegaard, da han i 2019 stoppede efter 12 år ved roret i DFDS.

Her havde Smedegaard, der onsdag den 22. juni fylder 60 år, blandt andet styret rederiet, der har mange aktiviteter i Storbritannien, sikkert gennem uroen fra brexit.

Men der skulle blive rigeligt travlt for den tidligere officer.

Et af de første nye hverv, han påtog sig, var nemlig som formand for det norske lavprisflyselskab Norwegian.

For Niels Smedegaard, som blandt andet har arbejdet for SAS og Gate Gourmet i sine yngre år, var det ikke en blid tilbagevenden til luftfartsbranchen.

Norwegian var allerede i heftige gældsproblemer, og krisen blev kun forværret med coronatiden, som ramte luftfarten som et godstog.

I to år kæmpede formanden for Norwegians overlevelse. Den blev sikret i foråret 2021 med en stor spare- og redningsplan.

Oven på hvad han kaldte en "vild" og "ekstrem" tid, benyttede Niels Smedegaard også lejligheden til at takke af i Norwegian.

- Nu skal jeg tilbage til lidt mere normale tilstande. En af ambitionerne ved at gå bestyrelsesvejen var jo at få en lille smule mere fleksibilitet i hverdagen, og det har jeg ikke helt opnået endnu, sagde han på det tidspunkt til mediet MobilityWatch.

Niels Smedegaard havde dog ikke udset sig en fremtid på sofaen.

På det tidspunkt havde han allerede overtaget formandsposterne i ISS, Molslinjen, Abacus Medicine og Bikubenfonden.

I år tog han også skridtet op til samme position i redningskoncernen Falck, som skal gøres klar til en børsnotering i de kommende år.

På hans balkort er også bestyrelsesposter hos DSV, Frederiksbergfonden og Nikolai og Felix Fonden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112