23948sdkhjf

Slut med omveje for at få tolddokumenter

Transportcenter i Hirtshals har gjort det lettere for chauffører af få fat i tolddokumenterne

Mange lastbilchauffører skal benytte tolddokumentet ATA-Carnet, når de skal føre varer ind og ud af Danmark.

Nu kan de mange chauffører, der kommer til og fra Hirthals, glæde sig over, at det i de seneste måneder er blevet lettere at få udleveret dokumentet.

Det skyldes, at Niels Bonde Spedition på Hirtshals Transport Center har indgået et samarbejde med SMVdanmark om udlevering af ATA-Carnet på Hirtshals Havn. Dermed kan chaufførerne hente dokumentet på vej til færgen, så de slipper for at køre til Aalborg eller en af de andre større byer for at hente dokumentet.

Da SMVdanmark søgte en samarbejdspartner i Hirtshals var det oplagt for speditionsvirksomheden at melde sig.

- Vi vil gerne være med til at give chauffører og virksomheder større fleksibilitet ved at udlevere ATA-Carnet til dem her i Hirtshals, siger direktør Niels Bonde Larsen fra Niels Bonde Spedition.

- Det er jo helt oplagt, at chaufførerne skal kunne hente tolddokumentet samme sted, som de rejser ud fra, når de for eksempel skal til Norge eller Færøerne. Det er i mange tilfælde lettere, end hvis de skal have dokumentet tilsendt eller køre helt til Aalborg for at hente det. Samtidig er det en fordel, at de kan spørge vores medarbejdere, hvis der er noget, de er i tvivl om.

Hos Hirtshals Havn glæder Michael Langballe, Head of Transport & Logistics, sig også over, at aftalen om ATA-Carnet gør det lettere for chaufførerne at få tolddokumentet med på turen.

- Det er altid positivt, når der bliver taget initiativer, som forbedrer servicen for virksomheder og chauffører, siger han.

- Det skal være så let som muligt at transportere varer ind og ud af Danmark - og meget gerne via Hirtshals Havn.

ATA-Carnet

Et ATA-Carnet anvendes typisk i forbindelse med transport af varer til messer, professionelt udstyr, vareprøver og varer til demonstration, og den type transporter foregår relativt ofte fra Hirtshals Havn.

ATA-Carnet erstatter ind- og udførselspapirer samt sikkerhedsstillelse for told og afgifter i de lande, som er tilsluttet ordningen. Det betyder, at et ATA-Carnet gør det lettere for virksomhederne og deres chauffører at komme over grænsen til alle lande uden for EU, når de midlertidigt skal have varer, udstyr eller værktøj frem og tilbage.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094