23948sdkhjf

Mere end halvdelen af transportvirksomhederne mangler arbejdskraft

Vores største udfordring lige nu er manglen på arbejdskraft, siger den nye formand for ITD Arbejdsgiverforening

Af Jesper B. Nielsen

ITD Arbejdsgiver holdt ordinær generalforsamling i weekenden. Foreningens fik ny formand i John A. Skovrup, som træder til efter at Christian S. Madsen på forhånd havde varslet, at han trådte tilbage som formand for både ITD og ITD Arbejdsgiver.

Derfor fik den nye formand mulighed for at lufte sine meninger om nogle af branchens store udfordringer – og især den største: manglen på arbejdskraft – især chauffører.

Han henviste til data fra Danmarks Statistik, som viser, at mere end halvdelen af de danske transportvirksomheder lige nu mangler arbejdskraft. En analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at lastbilchauffører er blandt de allersværeste stillinger at få besat

- Det er en udfordring som ITD Arbejdsgiver bør løse i fællesskab med branchen, politikere og regeringen, sagde han – uden at komme nærmere ind på, hvordan det kan gøres.

Godkendelse af overenskomsten

I sin beretning kom den nye formand også ind på den seneste godkendelse af ITD Arbejdsgivers overenskomst med Krifa.

- Da der den 1. juli 2021 trådte en ny overenskomst i kraft, har vi skullet igennem en ny godkendelsesproces hos Færdselsstyrelsen. Det er en konsekvens af den politiske aftale om ordnede forhold på transportområdet, som et bredt flertal af Folketingets partier indgik i januar 2020, hvorefter alternative overenskomster skal gennem en godkendelsesproces hos Færdselsstyrelsen, når der sker ændringer i overenskomsten, forklarede John A. Skovrup.

- Det resulterede ikke overraskende i en ny godkendelse af ITD Arbejdsgivers overenskomst med Krifa. ITD Arbejdsgiver kan hermed fortsætte arbejdet med at tilbyde en fleksibel og moderne overenskomst, og der eksisterer således fortsat et reelt alternativ til de dominerende 3F-overenskomster på transportområdet til gavn for hele branchen, lød det fra formanden.

Retssag mod Beskæftigelsesministeriet

En fortsat godkendelse af vores overenskomst er et skridt i den rigtige retning for at sikre foreningsfriheden på arbejdsgiversiden; men vi har lang vej endnu i kampen mod konfliktscenariet og for at sikre fuld foreningsfrihed for den enkelte arbejdsgiver.

- Det er som ventet et langt og sejt forløb, og desværre har vi fået afslag på at få prøvet spørgsmålet om retlig interesse ved Højesteret. Vores sag er derfor formelt afsluttet ved de danske domstole, men vi er parate til tage sagen hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, pointerede formanden.

Valg til bestyrelsen

Der var på dagens generalforsamling valg til én bestyrelsespost, idet John Skovrup (J.A. Skovrup ApS, Bække) trak sit kandidatur, da han qua sin udpegning af ITD allerede har en plads i bestyrelsen.

Nyvalgt medlem til bestyrelsen blev vognmand Svend Erik Brogaard.

Bestyrelsen i ITD Arbejdsgiver konstituerede sig efterfølgende med John A. Skovrup som formand og Johnny Schirrmacher som næstformand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062