23948sdkhjf

Ny kvinde i front for transportcenter foretrækker at blive kaldt formand

Susanne Provstgaard, ny formand for bestyrelsen i Padborg Transportcenter, ser ingen grund til at ændre titlen til forperson eller -kvinde.

Susanne Provstgaard er ny bestyrelsesformand for Padborg Transportcenter. Og sådan ser hun gerne, at titlen fortsat lyder - altså formand og ikke forkvinde - eller forperson.

Det fortæller hun i et interview til JydskeVestkysten. 

60-årige Susanne Provstgaard er stifter af DTK Group, hvor hun fortsat er en del af ejerkredsen, og er altså derfor ikke uvant med at færdes i en branche, hvor mændene er flest.

- Jeg ser på rollen, og i disse MK-tider er det ikke noget problem at være formand som kvinde. Jeg synes, det er det ord, vi alle bedst kender, og hvis jeg blev kaldt forperson i stedet, ville nogle mænd måske studse over det. Selv tænker jeg virkelig ikke over det, siger Susanne Provstgaard selv og tager derved ganske hurtigt pusten ud af spekulationerne om en titelændring. 

Susanne og Peter Provstgaard, der stiftede DTK Group, solgte i 2020 40 procent af aktierne i deres virksomhed. I dag er Susanne Provstgaard udtrådt af virksomhedens daglige ledelse, mens hun fortsat er bestyrelsesformand i Dansk Transport Kompagni A/S, ligesom hun sidder i bestyrelsen for DTK Group. 

Derudover er hun valgt til byrådet i Aabenraa Kommune for Venstre. 

Hun afløser Peter Therkelsen, direktør for H.P. Therkelsen, der har været transportcentrets formand siden dannelsen i 2015. Han fortsætter som almindeligt bestyrelsesmedlem i Padborg Transportcenter. 

Susanne Provstgaard var tidligere næstformand for bestyrelsen i Padborg Transportcenter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064