23948sdkhjf

Blue Water hyrer transportskib til CO2-lagring i Nordsøen

Blue Water Shipping, der er en del af konsortiet bag Project Greensands pilotfase, har indgået en aftale med Aurora Offshore om transportskib til projektet.

For mindre end en måned siden kunne Project Greensand meddele, at de havde fundet en leverandør af containere til transport af flydende CO2, og nu har konsortiet også hyret et skib, der kan sejle den flydende CO2 ud til de forladte borefelter i Nordsøen, hvor den flydende CO2 skal hældes ned i de efterladte brønde.

Læs også: Fra Antwerpen til Nini: Blue Water i stor aftale om transport af flydende CO2 i containere

- Det er virkelig en stor milepæl for os i Blue Water Shipping, at vi nu har sikret aftaler om både containere og skib til fragt af den flydende CO2. Vi er et skridt nærmere lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger Allan Dahl Leiberg, der er chef for forretningsudvikling inden for energi og projekter i Europa hos Blue Water Shipping i en meddelelse.

Aftalen med Aurora Offshore sikrer konsortiet, at et skib af typen PX 121 fra Ulstein kan gøres klar til at blive en del af løsningen i Project Greensands pilotfase. 

- Project Greensand er enormt spændende og rummer store perspektiver for os i fremtiden. Vi har været meget grundige i processen, og vi har stor tiltro til, at vi har valgt et skib af høj kvalitet, som kan transportere tilstrækkeligt CO2 til lagring indenfor det korte demonstrationsvindue, uddyber Allan Dahl Leiberg.

Skibet er et såkaldt Platform Supply Vessel med Dynamic Positioning System, der sikrer, at skibet kan holde sin position stabilt på havet, også under vanskelige vejrforhold, hvilket kan forekomme i vintersæsonen på Nordsøen. 

Klargøres i Esbjerg 

Skibet fra Aurora Offshore skal klargøres på havnen i Esbjerg, hvor der skal installeres en struktur, som sikrer CO2-containerne under transporten. Desuden skal der installeres rørføringer og pumpe på skibet.

Herefter sejler skibet mod Antwerpen i Belgien, hvor tankcontainerne med den flydende CO2 skal lastes. I løbet af efteråret 2022 går turen så mod Nini-feltet i den danske del af Nordsøen, hvor den flydende CO2 sendes ned gennem en eksisterende brønd, der er særligt dedikeret til formålet. 1.800 meter under havbunden når CO2'en frem til et reservoir af sandsten, hvor den skal lagres permanent.

Hele øvelsen går ud på at demonstrere, hvordan der kan lagres CO2 i den danske del af Nordsøen som et led i den grønne omstilling. Project Greensand sigter mod, at der kan lagres op mod 1,5 millioner tons CO2 om året i slutningen af 2025 og op mod 8 millioner tons CO2 om året i 2030. Det svarer til udledningen fra ca. 725.000 danskere om året - eller mere end 13% af Danmarks årlige CO2-udledning på 61 millioner tons CO2 årligt.

Fakta om Project Greensand

Project Greensand arbejder målrettet for at udvikle og demonstrere, hvordan Danmark kan lagre CO2 under havbunden i den danske del af Nordsøen.

Konsortiet består af 23 virksomheder og organisationer, der samarbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark gennem lagring af CO2 under havbunden i Nordsøen.

I december 2021 tildelte EUDP Project Greensand 197 millioner kroner med henblik på netop at udvikle og demonstrere CO2-lagring i Nordsøen. Projektet er i øjeblikket i pilotfasen - fase 2 - hvor lagringsprocessen udvikles, demonstreres og monitoreres.

Project Greensands målsætning er, at der kan lagres op mod 1,5 millioner tons CO2 om året i år 2025, mens der fra år 2030 kan lagres mellem 4 til 8 millioner tons CO2 om året. De 8 millioner tons CO2 svarer til godt 13% af Danmarks samlede CO2-udledninger på 61 millioners tons CO2 årligt.

Kilde: Blue Water Shipping

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.236