23948sdkhjf

Danske Rederier: Taskforce skal hjælpe søfarten gennem krigen

En taskforce med specialister inden for de vigtigste maritime temaer skal hjælpe de danske rederier og deres søfolk gennem den aktuelle krig i Ukraine.

Den russiske krig i Ukraine giver søfarten helt særlige udfordringer, og til at hjælpe de danske rederier og deres søfolk gennem krisen nedsatte Danske Rederier få dage efter Ruslands invasion af Ukraine en taskforce med specialister inden for en række områder.

- Vi har lavet en task force, fordi Ruslands krig i Ukraine stiller alle virksomheder herunder også vores rederier, som har aktivitet i Ukraine eller Rusland, i en svær situation. Vi har i Danske Rederier som opgave at give vores medlemmer så holistisk og så detaljeret rådgivning, som vi overhovedet kan i denne situation, som i høj grad er præget af usikkerhed, fortæller adm. dir. i Danske Rederier, Anne H. Steffensen til Søfart.

Som eksempler nævner direktøren, hvilke konsekvenser sanktionerne har, og forhold der er knyttet til sejlads i Rusland og Ukraine, og fx hvordan det er muligt at aflønne ukrainske og russiske søfolk som findes på danske skibe.

- Der et behov for, at vi følger situationen tæt og hele tiden ser på, hvilke konsekvenser det har for rederierne, så vi kan hjælpe dem igennem denne periode, uddyber Anne H. Steffensen.

Hun understreger, at taskforcen er bemandet med organisationens egne eksperter og er tilgængelig 24/7. De danske rederier har også fået en liste med taskforcens medlemmer og deres mail og telefonnummer, så det er nemt og hurtigt at finde ud af, hvem de skal have fat i.  

- Fordelen ved en task force er også, at vi der kan samle alle de erfaringer sammen, som de forskellige rederier gør sig. Vi får en vidensudveksling og en vidensbank om ting, som de enkelte rederier eller søfolk oplever, uddyber Anne H. Steffensen. 

Sanktioner giver udfordringer

Danske Rederier har også lavet en Q&A til medlemmerne, som giver svar på de hyppigste spørgsmål.

- Spørgsmålene kan variere fra helt lavpraktiske, hvordan overfører jeg løn til ukrainske eller russiske søfolk til svære juridiske spørgsmål omkring kontrakter og svære spørgsmål omkring sanktioner. Sanktionsregimet er jo sådan, at man skal være meget påpasselig med, hvem der fx er sanktionerede, så selv om man får bygget et skib i Kina, kan det jo godt være, at en af underleverandørerne er på sanktionslisten, som man skal være opmærksom på for at være i overensstemmelse med sanktionerne, påpeger direktøren. 

Taskforcen har den allerhøjeste prioritet hos Danske Rederier. Derfor har taskforcens medlemmer videregivet nogle opgaver til andre kollegaer, mens andre opgaver er blevet udskudt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109