23948sdkhjf

Lettelse i transportbranchen trods tysk skærpelse

Det bliver mere besværligt at rejse mellem Danmark og Tyskland hen over julen.

Det skyldes at Tyskland - med virkning fra søndag - kategoriserer Danmark som et højrisikoland, når det gælder coronasmitte.

Alligevel er der lettelse at spore hos Michael Svane, der er branchedirektør DI Transport.

Han er tilfreds med, at Danmark trods alt kun er endt i den mellemste af de tre tyske corona-risikokategorier.

- Vi var bekymret for, om vi ville havne i den tredje og alvorligste kategori. Så ville man skulle 14 dage i karantæne ved hjem- og udrejse, og det ville reelt have lukket juletrafikken.

- Vi forventer blandt andet, at mellem 15 og 20.000 personer rejser i tog mellem Danmark og Tyskland i forbindelse med julen. De vil ikke behøve ændre i deres rejseplaner i det omfang, at de er vaccineret, siger han til Ritzau.

Ifølge Svane forventede iagttagere faktisk, at Danmark på grund af den kraftige stigning i antallet af omikron-smittede ville ryge over i den alvorligste af de tre landekategorier.

- Men jeg har hørt fra tyske kolleger, at det blandt andet har spillet ind, at man på denne uges EU-topmøde har slået til lyd for at gøre det så lidt besværligt som muligt at rejse mellem landene.

- Og så har det formentlig også gjort indtryk på tyskerne, at vi nu har taget den store hammer i brug for at komme smitten til livs, siger han.

De nye regler betyder, at man som dansker fremover skal melde sin ankomst til Tyskland, hvis man opholder sig mere end 24 timer i landet.

Hvis man samtidig ikke er vaccineret, skal man sidde i karantæne i op til 10 dage.

Karantæneperioden kan dog forkortes, hvis man fra og med femtedagen kan fremvise en negativ coronatest.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062