23948sdkhjf

Mærsk-familiens pengetank køber leverandør af covid-19-test

Unilabs leverer blandt andet udstyr til test af covid-19. Nu er selskabet solgt til A.P. Møller Holding.

A.P. Møller Holding, der er Mærsk-familiens investeringsselskab, har indgået en aftale om at overtage selskabet Unilabs.

Det oplyser A.P. Møller Holding i en pressemeddelelse.

Unilabs har hovedkontor i Schweiz og er en af Europas førende virksomheder inden for medicinsk diagnostik. Blandt andet leverer selskabet udstyr til test for covid-19.

Opkøbet af Unilabs følger, efter at Mærsk-familien de seneste år har investeret mere i aktiviteter uden for de traditionelle fokusområder olie og shipping.

Ifølge Jan T. Nielsen, investeringsdirektør i A.P. Møller Holding, bidrager Unilabs med "vigtige løsninger på samfundets sundhedsudfordringer, der strækker sig langt ud over den igangværende pandemi".

- Dedikeret specialistviden, industriel skala og stærke processer er kritiske succesfaktorer inden for diagnostik.

- A.P. Møller Holding vil fortsætte med at investere i disse kritiske kernekompetencer og samtidig accelerere Unilabs' udbygning af både den digitale platform og den geografiske udbredelse, siger Jan T. Nielsen.

200 laboratorier
Unilabs, der leverer covid-19-test til 15 lande, er ikke kun til stede i Europa. Selskabet har også betydelige aktiviteter i Mellemøsten og Latinamerika.

Selskabet har 12.600 medarbejdere og driver mere end 200 laboratorier.

I det seneste regnskabsår, der løb fra september 2020 til september 2021, havde Uniliabs en omsætning på 15 milliarder kroner og et driftsoverskud på 4,5 milliarder kroner.

- Vi er glade for at blive en del af Mærsk-familien, som har et fantastisk globalt omdømme, en stærk kultur og langsigtede perspektiver, der kommer helt naturligt af at være en familieledet virksomhed.

- Vi har fundet det perfekte match til vores virksomhed, siger Michiel Boehmer, administrerende direktør i Unilabs.

Ifølge meddelelsen ønsker parterne ikke at oplyse økonomien bag handlen.

Den endelige lukning af handlen afventer myndighedernes godkendelse.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079