23948sdkhjf

Politi finder øl og spor af narko hos fuld lastbilchauffør efter ulykke

En lastbilchauffør havde en promille over 2, da han kørte tværs over rundkørsel og ramte bil med hestetrailer.

En fuld lastbilchauffør er kørt hen over en rundkørsel i Nordjylland og ind i siden på en bil med hestetrailer.

Det fortæller vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi.

Det er tale om en ukrainsk chauffør, der kørte i en lastbil på polske plader, men med en tom dansk sættevogn.

Ulykken skete kort efter klokken 17.30 tirsdag.

Politiet rykkede ud og bad den 51-årige mand blæse i et alkometer. Det viste en promille på godt 2 og dermed betydeligt over 0,5 promille, som man maksimalt må have som fører af en bil eller lastbil.

Og der var endda flere våde varer i førerhuset.

- Vi fandt en del drikkevarer. Det var blandt andet øl. En del flasker, siger Jess Falberg.

Heldigvis kom hverken føreren af personbilen eller hesten i traileren til skade ved påkørslen, fortæller vagtchefen.

Når man rammer en promille på 1, har man mindre kontrol med bevægelserne og balancen. Ved 1,5 kan hukommelsen blive ramt, og ved en promille på 2 er der risiko for, at man kan blive bevidstløs.

På grund af den skyhøje promille har det ikke været muligt for politiet at tale med den ukrainske mand om ulykken.

Det undersøges, om han onsdag skal fremstilles i et grundlovsforhør, hvor en anklager i så fald vil begære ham varetægtsfængslet for spiritus- og narkokørsel samt for ikke at overholde sin vigepligt.

En test viste nemlig også spor af narko hos manden - formentlig amfetamin.

Ulykken skete i en rundkørsel på Hobrovej, hvor man kan køre på motorvejen ved Svenstrup.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094