23948sdkhjf

Nu skal der igen køre ugentlige godstog til og fra Esbjerg Havn

LEO Pharma forventer at få leveret mere end 100.000 ton råmateriale årligt til fabrikken i Esbjerg. Transporten sker med godstog fra Tyskland

LEO Pharma med fabrik og kontor i Esbjerg, har indgået aftale med DB Cargo og Jutlandia Terminal om fast levering af råmateriale via godsbaneterminalen på Esbjerg Havn. Udover leverancen til LEO Pharma vil to ugentlige toganløb til godsbaneterminalen gøre det både attraktivt og nemmere for andre virksomheder på havnen at koble sig på togtransporten, og dermed undgå køerne på de europæiske motorveje og samtidig opnå store CO2-besparelser.

Fremover bliver der mere travlt på godsbaneterminalen på Esbjerg Havn. LEO Pharma forventer nemlig at få leveret mere end 100.000 ton råmateriale årligt til produktion af Heparin og innohep på fabrikken i Esbjerg. Transporten sker med godstog fra Tyskland og betyder, at tog med godt 25 godsvogne fremover vil anløbe havnen flere gange om ugen.

- Vi ser selvfølgelig hele tiden på, hvordan vi kan gøre tingene lidt smartere. Det gælder både på vores semiautomatiserede fabrik i Esbjerg, og når vi ser på transporten af råmateriale og produkter til og fra fabrikken. Nu giver vores placering tæt ved havnen i Esbjerg mulighed for at lave et modalskift til tog fra lastbiler, som ikke blot giver en mere stabil leverance men også et bedre klimaregnskab, siger Hans Ivar Mortensen, der er chef for LEO Pharmas fabrik i Esbjerg.

Vejen til mere togtransport

Ifølge LEO Pharma vil skiftet til togtransport medføre et fald i CO2-udledningen på godt 70 pct. sammenlignet med lastbiltransport. Samtidig spares motorvejsnettet for mere end 5.000 lastbiltransporter årligt.

- Vi er rigtigt glade for, at samarbejdet på Esbjerg Havn giver den her mulighed. Det styrker ikke bare vores forretning, men bidrager også til vores mål om at reducere vores samlede CO2-udledning, siger Hans Ivar Mortensen.

På Esbjerg Havn er man også glad for, at der igen skal køre faste godstog på havnen, og havnen peger på, at strategien med at investere i godsbanerne har båret frugt.

- Da vi renoverede banen, var det med et langsigtet, strategisk sigte. Togtransport er mere klimavenlig, og derfor ville der komme efterspørgsel efter det. Med faste, ugentlige afgange har vi nu en platform til at bruge togene endnu mere, så havnens virksomheder har adgang til fleksible modalskift i hverdagen, siger Dennis Jul Pedersen, havnedirektør på Esbjerg Havn. 

Godsbanefaciliteter afgørende

Indtil nu har godsbaneterminalen været anvendt til modtagelse af godstog med træ – også fra Tyskland. Træet er gået til emballageproduktion på Ribe Trælast. Nu øges kadencen og dermed potentialet markant. Med to ugentlige afgange vil flere af byens og havnens øvrige virksomheder have mulighed for at vælge den klimavenlige togtransport.

- Det her er et godt eksempel på, at når havn, havnens virksomheder og transport- og logistikvirksomheder arbejder sammen, så finder vi frem til gode løsninger til gavn for både klimaet og aktiviteten på havnen og i byen,” siger Dennis Jul Pedersen og fortsætter:

- Esbjerg Havn er blandt de største og mest internationalt fokuserede havne i Danmark, og det at have godsbanefaciliteter er afgørende, hvis man skal tage del i den grønne omstilling i transportsektoren. Det viser aftalen med LEO Pharma og DB Cargo.

Det er DB Cargo, der skal stå for driften, og her regner man med, at de faste afgange vil give mere godstransport med tog til og fra havnen.

- Når man skal starte en godsrute, så er det vigtigt at få en fast leverance i kalenderen. Det giver meget mere fleksibilitet for havnens andre virksomheder i forhold til at kunne vælge transportform. Så vi regner med, at aftalen med LEO Pharma bliver startskuddet til endnu mere klimavenlig godstransport til og fra Esbjerg Havn, siger Thomas Vestergaard, Head of International Sales Denmark fra DB Cargo.

Sidste kilometer med lastbil

Råmaterialerne til LEO Pharmas produktion transporteres i tankcontainere. Ved Esbjerg Havns godsbaneterminal bliver containerne flyttet over på lastbiler, der kører det sidste stykke vej til LEO Pharmas fabrik. Det er Jutlandia Terminal, der står for håndteringen af tankcontainerne på terminalen.

- Det her er vores kerneopgave. Hver dag hjælper vi vores kunder med at skifte transportform, opmagasinere gods og sørge for, at havnehåndteringen kører så glat som muligt. Togtransport giver endnu mere fleksibilitet for vores kunder, så derfor er vi glade for, at havnen kan sætte gang i samarbejdet, siger direktør hos Jutlandia Terminal, Michael Rühe, der understreger, at de er glade for at bidrage til klimavenlige transportløsninger i samarbejde med de øvrige parter.

Godstransporten har for mange esbjergensere været et symbol på aktiviteten på havnen, og i mange år var godstog et fast element på havnen. Nu er godstogene tilbage.

- Fremtiden for godsbanetransporten ser lys ud. Især, fordi de europæiske motorveje er belastet af den betydelige trafik. Samtidigt udgør godsbanetransport i kombination med skibstransport ofte en god løsning på at opnå CO2-reduktion og dermed sikre et bedre klima for fremtiden. Vi er overbevist om, at vi vil se endnu mere gods på bane i fremtiden på Esbjerg Havn, konkluderer Dennis Jul Pedersen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094