23948sdkhjf

Tung trafik i byerne – hvordan gør vi det bedst?

Samspillet mellem godstransporten og kommunal planlægning var temaet for ITD på ”Trafikdage" på Aalborg Universitet..

Adgangen til byerne bliver stadig mere kompleks for vognmandsbranchen. Varerne skal naturligvis frem, men vognmænd oplever, at flere og flere butikker stiller særlige krav til leveringstidspunkter, ruter og støj.

Det sætter logistikkæderne under pres og gør adgang til bymidterne stadig vanskeligere at planlægge.

Derfor var den tunge trafik i byerne temaet for ITD ved dette års ”Trafikdage", som netop har fundet sted på Aalborg Universitet.

- Det handler om at finde de områder, hvor der er udfordringer, og de områder, hvor det fungerer godt, så godstransporten og kommunerne kan blive bedre til at planlægge vareflowet i byerne i fællesskab, siger chefkonsulent fra ITD Anders Jessen.

ITD var under "Trafikdage" værter ved en workshop, hvor transportbranchen, forskningsverdenen og den kommunale verden fik mulighed for at præsentere forskellige forskningsresultater, analyser og praktiske erfaringer med bytransport..

To overordnede emner
Diskussionen var centreret om to overordnede emner:
* kommunale planlægning af den fysiske infrastruktur
* mulighed for etablering af en effektiv citylogistik.

- Transportbranchen er helt afhængig af, at statsvejnettet og det kommunale vejnet tager højde for, at varerne skal frem – og det skal naturligvis foregå hurtigt, effektivt og klimavenligt, siger Anders Jessen.

- Derfor sætter vi fokus på samspillet med den kommunale verden. Det hjælper at høre om hinandens udfordringer og muligheder i jagten på de gode løsninger.

Den bedste transport-kommune
Udover workshoppen på dette års "Trafikdage" i Aalborg er ITD klar til endnu engang at kåre Danmarks bedste transportkommune.

Dette års spørgeskema er netop sendt ud til landets kommuner, og vinderen kan kåres senere på året.

- Forholdene for vejgodstransporten står helt centralt for arbejdet i ITD, men vi er også afhængige af, at kommunerne forstår konsekvenserne af deres beslutninger. Et parkeringsforbud eller en vejomlægning kan betyde forstyrrelser i de daglige forsyningskæder. Derfor sætter vi fokus på vejgodssektoren med en række forskellige initiativer.

- Jeg håber, at alle, der deltog i workshoppen på Aalborg Trafikdage, fik et godt udbytte og kan gå derfra lidt mere oplyste, slutter Anders Jessen.

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.084