23948sdkhjf

Ever Given krydser Suezkanal for første gang siden blokering

Først sad "Ever Given" fast i seks dage, så kom der strid om kompensation. Nu sejler skibet igen i Suezkanal.

Det enorme containerskib "Ever Given", der blokerede Suezkanalen i seks dage i marts, har passeret den vigtige vandvej for første gang siden hændelsen.

Det oplyser den egyptiske kanalmyndighed (SCA) i en erklæring fredag.

Skibet, der er på vej fra Storbritannien til Kina, passerede kanalen sammen med 26 andre skibsfartøjer i samme retning med succes. Yderligere 36 skibe krydsede kanalen fra syd.

En gruppe lodser fra SCA og to slæbebåde eskorterede "Ever Given" under hele rejsen gennem den 162 kilometer lange kanal.

Containerskibet, der er et af verdens største, blev fastklemt i kanalen på grund af kraftig vind 23. marts, hvilket stoppede trafikken i begge retninger i seks dage.

Det havde en stor indvirkning på den globale handel, fordi andre skibe ikke kunne krydse den vigtige handelsrute.

Selv efter at "Ever Given" blev frigjort, forlod det dog ikke Suezkanalen med det samme. Det skete først 7. juli efter en strid om kompensation mellem SCA og skibets ejere.

Skibet ankom til den hollandske havn i Rotterdam 29. juli, før det tog til Felixstowe i England.

Fredagens rejse gennem kanalen var containerskibets 22. gennem vandvejen.

Den menneskeskabte Suezkanal forbinder Middelhavet og Det Røde Hav. Den er langt den hurtigste rute for søtransport mellem Asien og Europa.

Benytter et rederi den alternative rute rundt om sydspidsen af det afrikanske kontinent, skal der lægges fem-seks dage oveni transporttiden.

Normalt sejler der 25.000 skibe gennem om året gennem Suezkanalen.

Cirka 12 procent af verdens gods bliver fragtet gennem kanalen. I 2020 svarede det ifølge SCA til 1,17 milliarder ton gods.

Sidste år indbragte det Egypten et beløb svarende til lidt over 34 milliarder kroner.

/ritzau/Reuters

Kilde: /ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11