23948sdkhjf

Grøn omstilling for 475 millioner kroner

Pengene fra Grøn transportpulje I skal bruges på flere ladestandere, tilskud til grønne lastbiler, grøn drivmiddelinfrastruktur til erhvervstransporten og flere grønne indenrigsfærger.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er enige om, at knap en halv milliard kroner skal bruges til den grønne omstilling af transportsektoren.

Partierne bag Grøn transportpulje I er enige om at udmønte 475 millioner kroner til blandt andet at understøtte investeringer i grønne indenrigsfærger, udbredelse af ladestandere til elbiler, udrulning af grøn tank- og ladeinfrastruktur til erhvervstransporten samt omstilling af den tunge vejgodstransport via tilskud til grønne lastbiler.

I 2021 skal 275 millioner kroner bruges på:
• 50 millioner kroner til medfinansiering af ladestandere ved boligforeninger.
• 65 millioner kroner til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere på private arealer
• 72 millioner kroner til medfinansiering af grøn drivmiddelinfrastruktur til erhvervstransport.
• 3 millioner kroner til en analyse af mulighederne for køreledninger på strækningen Øresund-Femern
• 85 millioner kroner som tilskud til grøn omstilling af kommunale og kommercielle indenrigsfærger.

I 2022 skal de restende 200 millioner kroner bruges på:
• 150 millioner kroner til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere på kommunale, regionale og private arealer.
• 50 millioner kroner til dækning af en del af meromkostningen ved indkøb af grønne lastbiler.
Vilkårene for udmøntningen af de 150 millioner kroner til ladestandere i 2022 fastlægges af aftaleparterne i efteråret 2021.

Midlerne fra Grøn transportpulje I blev afsat i Energiaftalen fra juni 2018, hvor der oprindeligt var afsat 500 millioner kroner i perioden 2020-2024 til at understøtte den grønne omstilling af transportsektoren. 75 millioner kroner fra puljen blev udmøntet i 2020.

Med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 blev puljen fremrykket og forhøjet med 50 millioner kroner, således at det nu er 475 millioner kroner, der skal udmøntes til grøn omstilling i 2021 og 2022.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109