23948sdkhjf

Millionoverskud i Esbjerg

Transportvirksomheden Esbjerg Gods kom flyvende ud af 2020. Virksomheden kunne realisere et overskud på mere end seks millioner kroner. Året ført var overskuddet 1,3 millioner kroner. Derfor var det også en meget tilfreds adm. direktør, Christian B. Petersen, vi fik i tale – selv om han havde susende travlt med at hjælpe til i disponeringen.

- Ja, det er gået rigtig godt. Vi er glade og super stolte over resultatet, siger han.

- Medarbejderne har virkelig ydet en stor indsats i 2020. Corona-virussen nødvendiggjorde en række restriktioner fra de danske myndigheder; men vi har heldigvis ikke været direkte berørt af restriktionerne.

- En af årsagerne til det gode resultat er, at vi har øget aktiviteten ved nogle af vores større kunder, og det har betydet, at vi har kunnet udnytte vores kapacitet bedre. Desuden har brændstofpriserne også haft en betydning. De fik et ordentligt huk ned i april 2020.

Endelig har Esbjerg Gods kunnet effektivisere driften blandt andet gennem nogle bedre IT-redskaber til disponenterne.

Vil udvide lageret

Esbjerg Gods er landsdækkende og har en afdeling i Jyderup på Sjælland. I alt råder man over 85 lastbiler og 16.000 kvadratmeter lagerhal og stykgodsterminal.

- Selve lagerhotellet er fuldstændig udsolgt, og vi skal i gang med at udvide her i Esbjerg, siger Christian Petersen, som også er meget positiv, når han kigger længere ind i 2021.

- Aktivitetsniveauet holder godt i år, og vores indtjening følger med. Som det ser ud nu, forventer vi, at 2021 bliver lige så god som 2020. Der er i den grad gang i hjulene.

- Den eneste bekymring, vi kan have, er om vi kan få de medarbejdere og chauffører, vi har brug for fremover – men lige nu går det rigtig godt.

Esbjerg Gods A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 92,1 83,7
Resultat af primær drift 8,7 2
Årets resultat 6,6 1,3
Balancesum 74,9 61,6
Egenkapital 28,9 24,3
Antal ansatte 155 150
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078