23948sdkhjf

Ny undersøgelse: Varebilschaufførers uopmærksomhed fører til ulykker

I over halvdelen af 23 varebilsulykker var manglende opmærksomhed hos chaufførerne med til, at det gik galt.

Det konkluderer Havarikommissionen for Vejtrafikulykker i en undersøgelse.

Undersøgelsen baserer sig på 23 ulykker, hvor varebiler har været involveret.

Ifølge undersøgelsen var varebilschaufførernes uopmærksomhed medvirkende til, at det gik galt i over halvdelen af ulykkerne.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) mener, det er skræmmende, at varebilschauffører har så udbredt en mangel på opmærksomhed og koncentration, når de kører bil.

- Jeg håber, at branchen vil benytte lejligheden til at granske deres transport, så chaufførerne får de pauser og hvil, der måtte være brug for, så de kan koncentrere sig om deres kørsel og den trafik, de kører i. Dermed kan vi igen få de gode vaner og den rette adfærd tilbage på vejene.

- Ulykker med varebiler er ekstra alvorlige, og det handler om vores alle sammens sikkerhed i trafikken, siger Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Ulykkerne, hvor uopmærksomhed var afgørende, skete typisk på lange lige strækninger i enkle trafiksituationer, hvor varebilsføreren kørte op bagi et køretøj, der holdt stille eller kørte langsommere foran dem.

Flere forskellige forhold lå bag uopmærksomheden. Mindst fem varebilsførere var distraheret af mobiltelefonbrug eller andre ting, der ikke havde med kørslen at gøre.

I flere tilfælde var træthed og oplevelsen af at køre i en meget enkel og forudsigelig trafiksituation sandsynligvis medvirkende til det nedsatte opmærksomhedsniveau.

Enkelte førere havde opmærksomheden rettet mod at overhale og kørte risikobetonet.

Træthed og for høj fart var også medvirkende årsager i en række af de undersøgte ulykker.

Havarikommissionen har således fundet, at træthed hos varebilsføreren havde en vis betydning for eller var en direkte medvirkende årsag til otte af ulykkerne. Varebilsførerne var trætte, for eksempel fordi de kørte om natten, havde lange arbejdsdage eller havde sovet alt for lidt.

Derudover kørte 15 varebilsførere for hurtigt i forhold til hastighedsgrænsen i tiden lige op til ulykken. I de seks af disse tilfælde førte det til, at ulykken skete, eller at personskaderne blev mere alvorlige.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095