23948sdkhjf

DSV opkøber igen efter "intense forhandlinger": Få overblik over transportkæmpens opkøb

Tirsdag morgen kunne DSV Panalpina løfte sløret for, at de for 26 mia. kr. opkøber Agility Global Integrated Logistics (GIL) fra Kuwait, samtidig med, at regnskabstallene for første kvartal i 2021 viste fremgang over hele linjen. 

I et interview med Børsen fortæller DSV Panalpinas topchef Jens Bjørn Andersen nærmere om bevæggrundene for opkøbet af GIL. Opkøbet gør - ifølge DSV Panalpinas egne beregninger - den danske gigant til verdens tredjestørste transport- og logistikfirma. 

- De (GIL, red.) er store på luft og sø, og de giver os noget skala i Mellemøsten, som nok er det område, hvor vi har været mindst til stede. Det har været nogle relativt intense forhandlinger, som er foregået virtuelt, men det er foregået i god ro og orden, siger han uden at ville afsløre, hvor længe forhandlingerne har stået på.

I 2020 havde GIL en omsætning på 24,6 mia. kr., hvoraf de 80 procent kom fra sø- og luftdivisionen. 

- Luft- og søafdelingen vil blive styrket og yderligere cementere sin position som en af de største globale udbydere med mere end 2,8 mio. containere (teu.) og mere end 1,6 mio. ton luftfragt transporteret årligt, lyder det i en meddelelse fra DSV Panalpina.

DSV Panalpina har ofte snøren ude efter opkøb

DSV Panalpina har tirsdag annonceret endnu et stort opkøb. Få her et overblik over selskabets seneste køb.

Tirsdag kan transportkoncernen DSV Panalpina igen fortælle, at forretningen udvides med opkøbet af endnu et selskab.

Det er langtfra første gang, at det danske selskab har snøren ude efter andre spillere i branchen.

Her kan du få et overblik over selskabets store opkøb de seneste år:

2021: Agility Global Integrated Logistics

I april offentliggøres det, at DSV Panalpina overtager Agility Global Integrated Logistics fra Kuwait i en handel til en værdi af 26 milliarder kroner.

Selskabet havde i 2020 en omsætning på 26 milliarder kroner og omkring 17.000 medarbejdere.

Til sammenligning havde DSV Panalpina i 2020 en omsætning på 115,9 milliarder kroner og knap 57.000 ansatte.

Den kombinerede virksomhed vil blive verdens tredjestørste transport- og logistikkoncern.

Handlen forventes at være afsluttet i tredje kvartal 2021.

2019: Panalpina

Omkring 37 milliarder kroner lød prisen for det schweiziske selskab Panalpina.

Opkøbet bidrog med 14.500 nye ansatte til det danske selskab og en omsætning på knap seks milliarder schweizerfranc - hvad der nu svarer til 40 milliarder kroner.

Med i handlen fik DSV også tilføjet Panalpina til sit selskabsnavn.

2016: UTI Worldwide

Tilbage i 2016 blev amerikanske UTI Worldwide tilføjet for 9,5 milliarder kroner.

For den nette sum blev tilføjet 21.000 ansatte og en årlig omsætning på 3,9 milliarder dollar - eller 24 milliarder kroner.

Det betød, at det danske selskab på daværende tidspunkt tæt på fordoblede sin omsætning og medarbejderstab.

Kilde: DSV Panalpina.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078