23948sdkhjf

Fra fisk til vacciner: Hvem står bag den den danske vaccinedistribution?

Uanset hvor i Danmark, du befinder dig, hvorhenne du går på arbejde eller hvad du bruger din fritid på, så er der én ting, der med allerstørste sandsynlighed bliver svær at komme udenom i den nærmeste fremtid: Covid-19-vaccinen.

Inden en vaccination kan gives, foreligger der imidlertid et større – for at sige det mildt – logistikarbejde, der kan starte på belgiske medicinalfabrikker og via specialkølede transporter til sidst ende som et prik i armen.

Som 2020 gik på hæld ankom de første Covid-19-vacciner til Danmark. Bornholmer-virksomheden BHS Logistics var allerede før coronapandemien udvalgt af Statens Serum Institut (SSI) som vaccineleverandør, men siden BHS Logistics selv meldte ud, at de startede distributionen, har der været stille.

Hverken SSI eller BHS Logistics har haft lyst til at fortælle nærmere om vaccinelogistikken.

Fremtidens Logistik forsøger her alligevel at tegne et billede af virksomheden, der i 1946 startede med transport af bornholmske fisk og 75 år senere står for distributionen af millioner af vacciner til de danske regioner.

SSI's naturlige valg

Inden vi skruer tiden tilbage til efterkrigsårene på Bornholm, så lad os se på, hvilken størrelse BHS er i dag.

Ifølge virksomheden selv er de blandt de førende indenfor pharma-transport i Danmark, og det har givetvis været en af grundene til, at SSI i 2018 gennem et udbud valgte virksomheden til at stå for vaccinetransporten i Danmark.

BHS Logistics

BHS Logistics er en dansk transportvirksomhed.

Virksomheden har specialiseret sig i pharma-transport, og har stor erfaring med transport af både traditionelt gods og specialgods, shipping og logistikopgaver.

BHS Logistics blev etableret i 1946 på Bornholm, og har således 75 år erfaring fra transportverden.

Virksomheden er familieejet af familien Studsgaard og har hovedsæde på Bornholm.

BHS Logistics har desuden filialer i både København, Aarhus og Odense og beskæftiger i dag cirka 300 ansatte

Dengang var der næppe nogen, der kunne forudse, hvor stor bevågenhed vaccinerne ville få i fremtiden, og de første år af aftalen bestod da også af de mere gængse influenzavacciner.

I SSI’s udbudsbekendtgørelse om aftalen anslår de selv værdien til 28 mio. kr. uden moms, mens resultatet af udbuddet i stedet nævner en noget lavere pris på lidt over 17 mio. kr.

- Vi er rigtig glade for det vigtige og professionelle samarbejde, der gennem flere år har været mellem SSI og BHS Logistics. Det var derfor et naturligt valg at gøre brug af vores nuværende aftale til SSI’s distribution af Covid-19 vacciner.

- Denne opgave løftes med stor professionalisme, ansvarlighed og fleksibilitet, fortalte Charlott Brygger Røgild, konstitueret forsyningschef hos SSI, i starten af marts.

Det er givetvis nogle af de millioner, der i BHS’ seneste regnskab fra 2019 sikrede en nettoomsætning på over en halv milliard, samt et overskud efter skat på næsten 11 mio. kr.

Og fiskene – de er helt ude af billedet, mens selskabet i 2019 rådede over cirka 300 trailere, hvoraf omkring to-tredjedele var køletrailere, der indgik i BHS’ pharma-koncept.

Startede med to biler på Bornholm

I 2020 leverede BHS Logistics 1,6 millioner doser influenzavaccine og afhentede 60-70.000 prøver fra landets testcentre døgnet rundt.

Tilbage i 1946 nøjedes Viggo Studsgaard med to lastbiler, inden han og Erik Bech-Hansen i 1963 gik sammen og dannede firmaet Bech-Hansen & Studsgaard. Samme år indlemmede Viggo Studsgaard også sønnen Elon i virksomheden.

Der befandt Elon Studsgaard sig de næste 54 år, inden han i 2018 stoppede som bestyrelsesformand og endegyldigt sagde farvel til virksomheden, som han i firserne blev eneejer af.

I 2008 havde sønnen Morten Studsgaard imidlertid allerede sat sig i direktørstolen, og den dag i dag er han eneejer af virksomheden, der i 2017 overgik fra at hedde Bech-Hansen & Studsgaard til blot BHS Logistics.

- Vi vil gerne markere, at kerneforretningen ikke længere er at transportere varer og pakker fra A til B i Danmark, men at vi også leverer logistik, specialiserede løsninger inden for for eksempel pharma samt internationale transporter. Populært sagt, så er værktøjskassen blevet lidt større - vi er gået fra transport til løsninger, fortalte Morten Studsgaard i den forbindelse.

Familiejet i tredje generation

Ligesom BHS også måtte se væk fra Bornholm for at vokse, så drog Morten Studsgaard også ud for at tage sin uddannelse. I et interview til mediet Udfordringen, fortæller han, at det ikke var givet, at han som tredje generation skulle overtage styringen.

Men efter en bachelor i økonomi ved CBS blev han først trainee og siden vicedirektør på Bornholm, inden han kunne skrive direktør og ejer på cv'et.

At skulle gå fra at være studerende på CBS til at være forretningsmand i et virkeligt firma var en hård og lang læreproces, fortalte han i samme interview.

- En ting er at forstå transport og logistik og tage sig af kunder. En anden ting er at have overblikket over de øvrige afdelinger, som ikke ligger på Bornholm. Da jeg overtog virksomheden, var der finanskrise, og jeg måtte som så mange andre foretage fyringer. Så det var en stejl læringskurve, jeg stod overfor. Der var mange ting, jeg skulle lære, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094