23948sdkhjf

Direktør holdt ord: - Vi har ikke fyret én eneste på grund af corona

Blot en uge efter, at Danmark 11. marts 2020 blev lukket ned, gav direktør i E3-Gruppen Per Jørgensen et løfte i Transportmagasinet: Ingen af de over 300 medarbejdere i transportkoncernen skulle fyres.Godt et år senere er Per Jørgensen klar til at gøre status.

- Vi har ikke afskediget én eneste på grund af corona.

Tværtimod har E3-Gruppen planer om at ansætte. Men herom senere. Først en status over 2020 fra Per Jørgensen.

- Det har været et meget ujævnt år, men alle har været ekstremt fleksible. Vores chauffører har ikke haft det nemt med lukkede toiletter og kunder, hvor de nærmest ikke måtte komme ind. De har gjort det fremragende, og det gælder faktisk alle medarbejdere hele vejen rundt. Uden dem havde det ikke løbet rundt, siger han. 

E3-Gruppen er stort set også sluppet for coronasygemeldinger. 

- Jeg tror slet ikke, vi har haft coronatilfælde i Danmark, og jeg tror ikke, vi har haft ti tilfælde i hele firmaet til trods for, at vi er på fem destinationer og nok har ti forskellige nationaliteter ansat, siger Per Jørgensen.

E3-gruppen holder til i Padborg i Danmark og i de tyske byer Handewitt, Zarrentin, Homberg og Kammlach.

Andre udfordringer giver alligevel færre medarbejdere

Virksomheden har heller ikke haft særligt mange hjemsendte i 2020, fortæller Per Jørgensen, men selvom E3-Gruppen på medarbejderfronten måske er sluppet nådigt fra coronavirussen, betyder det ikke, at der ikke er forsvundet medarbejdere det seneste år.

 Kigger man i tallene fra det nyligt offentliggjorte årsregnskab, er det gennemsnitlige antal fuldtidsbeskæftigede faldet fra 322 til 291. Markant lavere, end de foregående år, hvor antallet har været forholdsvist stabilt.

- Især i den danske afdeling har vi haft en åreladning. Det kan lyde åndssvagt, men der er rigtig mange, der er gået på pension sidst på året. En anden årsag er, at vi har rigtig svært ved at rekruttere tysktalende chauffører, så vi har nok reduceret vores bilpark med små ti procent, siger Per Jørgensen.

Problemet med at rekruttere de tysktalende chauffører er ikke nyt.

- Det er et meget stort problem, og det har det været i mange år, og der er ingen tegn på fremgang. Så der kunne man godt forestille sig, at vi skulle snakke og arbejde sammen med nogle tyske selskaber.

Per Jørgensen kan fortælle, at E3-Gruppen allerede har bestilt 160 nye trailere til modtagelse til sommer, som led i både ombytning og en mindre udvidelse. 

- Der vil helt sikkert være plads til nye folk, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093