23948sdkhjf

Mærsk-konkurrent har fremgang i logistik-forretningen

Modsat A.P. Møller - Mærsk tjente CMA CGM flere penge på logistik i 2023

Den franske rederikoncern CMA CGM har haft fremgang på logistikfronten.

Det viser virksomhedens regnskab for 2023.

Her lå driftsresultatet (EBITDA) for logistik på 1,3 mia. USD. Det er en lille stigning fra året inden, hvor driftsresultatet lå på 1,2 mia. USD. Omsætningen for logistik faldt til gengæld fra 16 mia. USD til 15,2 mia. USD.

De seneste år har CMA CGM - præcis som A.P. Møller - Mærsk - øget sine aktiviteter inden for logistik. CMA CGM er dog et stykke foran sin danske konkurrent, der i 2023 havde et driftsresultat på 446 mio. USD. Forspringet er særligt øget af, at Mærsks logistik-forretning gik voldsomt tilbage i 2023

Logistikforretningen hos CMA CGM er skabt gennem opkøb, og rejsen startede i 2019, hvor rederiet købte Ceva Logistics. I 2022 spædede virksomheden så til med nye køb af virksomhederne Micro CLS, Colis Privé og GEFCO. Og i 2023 indgik CMA CGM så en aftale om at købe franske Bolloré Logistics.

Blodig nedgang for shipping

Mens logistikforretningen altså klarede sig udmærket i 2023, ser det helt anderledes ud for shipping.

Her faldt omsætningen fra 58,9 mia. USD i 2022 til 31,3 mia. USD i 2023. Driftsresultater blev ligeledes barberet ned fra 31,6 mia. USD til 7,4 mia. USD.

- Forholdene på shippingmarkedet blev gradvist dårligere i løbet af året. Logistik viser sig på den anden side at være mere robust og udgør en væsentlig del af vores forretning, udtaler Rodolphe Saadé, som er administrerende direktør for CMA CGM.

Den voldsomme nedgang for shipping betyder, at det samlede resultat for CMA CGM også gik markant tilbage. Konkret faldt omsætningen fra 74,5 mia. USD 47 mia. USD og driftsresultater gik fra 33,3 mia. USD til 9 mia. USD.

CMA CGM
Regnskabsår 2022 2023
Valuta Mia. USD Mia. USD
Omsætning 74,5 47
Driftsresultat 33,3 9
Shipping
Omsætning 58,9 31,3
Driftsresultat 31,6 7,4
Logistik
Omsætning 16 15,2
Driftsresultat 1,2 1,3
Andre aktiviteter
Omsætning 1,8 2
Driftsresultat 0,4 0,2
Kilde: CMA CGM

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11