23948sdkhjf

Astronaut vil styrke USA’s handelsflåde

Politisk indgreb skal gøre USA’s handelsflåde mere konkurrencedygtig på verdenshavene.

Den civile maritime industri i USA har udsigt til omfattende statsstøtte. USA har en lang tradition for at beskytte den indenlandske merkantile skibsfart mod konkurrence ude fra. Den såkaldte Jones Act stiller krav om, at al cabotagefragt mellem havne i USA, skal sejle under USA’s flag, og skibene skal være bygget på skibsværfter i USA. Det lukkede marked har dog - ikke overraskende ført til høje fragtrater mellem havne i USA, mens udenlandske rederier på de oversøiske ruter kan tilbyde søfragt til væsentligt lavere priser. Derfor er handelsskibe under USA’s flag da også blevet et foprholdsvist sjældent syn på oversøiske trafikker.

Den udvikling vil den demokratiske senator Mark Kelly (D) vende, for at styrke supermagtens maritime position på verdenshavene – især i forhold til Kina. Kelly – der er tidligere astronaut - mener, at en øget kommerciel tilstedeværelse med skibe under USA’s flag på verdenshavene er en uomgængelig politisk opgave.

Det skriver DefenceNews.com.

Protektionisme?

Senator Mark Kelly, der selv oprindeligt er uddannet fra United States Merchant Marine Academy, er angiveligt allerede i gang med at formulere et lovforslag, der skal revitalisere USA’s handelsflåde.

Det røbede senatoren, der er valgt i delstaten Arizona, i en tale på Center for Maritime Strategy i sidste uge. Han er blandt andet medlem af senatets udvalg for de væbnede styrker.

Kelly erkendte i talen, at USA’s kommercielle skibsfart skal være væsentligt mere konkurrencedygtig på oversøiske trafikker i fremtiden, hvis det skal lykkedes at få flere amerikanske skibe til at sejle under USA’ flag. Men den demokratiske senator forventer, at det skal ske via beskatning og regulering.

- Der er nogle værktøjer i værktøjskassen for de Maritime Security Program, der sammen med ændret beskatning kan det attraktivt at sejle under Stars & Stripes.

Værfter og uddannelse

Kelly forklarede ifølge DefenceNews.coms referat ikke specifikt, hvilke værktøjer fra Maritime Security Program han mener kan anvendes til at styrke USA’s handelsflåde i international konkurrence.

Men han fortalte, at den lovpakke, der er under forberedelse, skal fremme bygningen af handelsskibe i USA og forestiller sig her, at den føderale regering skal bidrage med økonomisk støtte til bygningen af handelsskibe, der også kan ”indkaldes” til tjeneste som militære fragtskibe i forbindelse med internationale konflikter.

Senator Mark Kelly forestår også, at den føderale regering styrker de merkantile maritime uddannelsesinstitutioner for at fremme rekrutteringen af flere søfarende i USA.

Mark Kellys udmelding kommer på et tidspunkt, hvor en række maritime interesser – både sikkerhedspolitiske og kommercielle - presser på for at få løftet søfarten i USA.  Det skyldes ikke alene ønsket om at imødegå Kina i den globale kommercielle søfart. En anden faktor, er den erkendelse som amerikanerne gjorde i perioden 2020-2022, hvor størstedelen af det enorme forbrugsboom blev sejlet til USA på udenlandske containerskibe.

Her har USA's demokratiske præsident Joe Biden ved en række lejligheder fremhævet, at det var udenlandske rederier, der skummede fløden, da forsyningskæderne blev overbelastet og fragtraterne steg med raketfart.

Sømand, pilot, astronaut og politiker

Mark Kelly er født i 1964 og fuldførte en bacheloruddannelse marineingeniør og nautisk videnskab fra US Merchant Marine Academy med udmærkelse. Herefter blev han pilot i US Navy, hvor han fløj kampfly under Den første Golfkrig i 1991. Efter han afsluttede en mastergrad i Aeronautical Engeneering i 1994, skiftede Kelly til NASA, hvor han blev astronaut og gennemførte fire missioner med Rumfærgen fra 1996-2011 – de to sidste som kaptajn.

Mark Kelly’s enæggede tvilling, Scott Kelly, blev også astronaut.

Tragedie og politik

Mark Kelly blev i 2007 gift for anden gang – med det demokratiske kongresmedlem Gabby Giffords, der i 2011 blev skudt ved et vælgermøde og var meget tæt på at dø. Seks andre blev dræbt ved attentatet.

Mark Kelly valgte efter tragedien stoppe karrieren hos NASA for hjælpe hustruen gennem en langvarig genoptræning. Mark Kelly annoncerede i 2019, at han stillede op som kandidat til USA’s senat i delstaten Arizona. Han vandt og har siddet i senatet siden 2020.

Kilde: Wikipedia

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094