23948sdkhjf

ANALYSE: Derfor går det galt med ledelsen af Danmarks havne

Havnene udgør grænsen mellem det private og offentlige Danmark, og konfliktpotentialet på ledelsesgangene er stort

Erhvervshavne er offentlige anlæg, men det er altovervejende private virksomheder, som skaber omsætningen på dem. Klassisk giver det "crowding in-" og "crowing out"-konflikter mellem offentlig og privat økonomisk aktivitet. 

På den ene side ønsker man, at offentlige investeringer i og drift af havneinfrastruktur skal være en god og velfærdsskabende forretning for skatteborgere og virksomheder. På den anden side skal offentlig virksomhed ikke fortrænge privat, markedseffektiv forretning. 

I dette krydspres opererer private og offentlige ledere på danske havne. Det har betydet, at en række markante ledere enten har smækket med eller er blevet vist døren.

Frederikshavn: "Dronningen af kommunen” hører kun sige selv tale

Torsdag i sidste uge trak alle erhvervsrepræsentanter sig fra Frederikshavn Havns bestyrelse. Officielt var forklaringen, at der uenighed om frasalg af arealer. Repræsentanterne for det lokale erhvervsliv ville, Frederikshavn Kommune ville ikke.

I virkeligheden stikker konflikten dybere. Det hævder Leif Pedersen, som er et af de frafaldne bestyrelsesmedlemmer. Pedersen har udtalt sig ganske utvetydigt til Kanal Frederikshavn.

- Det handler ikke kun om frasalg af arealer, men det er den mest fredelige af en række årsager til, at vi har trukket os. De knapper, der er trykket på i forhold til denne situation, anser jeg ikke som værende udramatiske. Det handler om noget helt andet, og det forekommer mig, at borgmesteren har haft en anden agenda, som hun vil have trumfet igennem. 

Som dronning af kommunen igennem mange år vurderer jeg, at hun i dette tilfælde kun hører sig selv i rummet. Leif Pedersen, tidl. bestyrelsesmedlem om borgmester Birgit S. Hansen

- Som dronning af kommunen igennem mange år vurderer jeg, at hun i dette tilfælde kun hører sig selv i rummet. Jo, der sidder flere i byrådet, men hun trækker stemmerne og dermed magten, så ingen reaktion herfra. Heller ikke fra de andre partier, siger Leif Pedersen.

Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen fastholder, at stridens kerne er frasalg af arealer ved havnen. Til Nordjyske har hun udtalt, at havnebestyrelse og byråd har været strategisk uenige. 

- Vi vil ikke sælge vores arealer ved havnen, og det er et enigt byråd, der har den holdning. Det står vi fast på, og hvis det er sådan, at man rent strategisk er uenig i det, så må vores veje nødvendigvis skilles. Det er et vilkår for at være i bestyrelsen, fastslår Birgit S. Hansen.

Næstved: En havneflytning koster tre direktører

I Næstved ligger erhvervshavnen i centrum af byen, og så kan man næsten gætte årsagen til konflikten. I centrum af en by kan man også bygge boliger, og i dem kan der bo beskatbare borgere, og de er rare for en kommune.

Den sydvestsjællandske kommune har rødt flertal, borgmesteren hedder Carsten Rasmussen, og i maj måned slog Rasmussen fast over for TV2 Øst, ”at rød blok ønsker en igangsættelse af byudviklingen af havnearealerne i Næstved by. Om 11 år er det slut med at have havneaktiviteter inde i byen.”

Forud for denne udmelding er gået en lang og opslidende kamp. Først fyrede man havnedirektøren gennem 15 år Jesper Møller Petersen i 2019. Dengang sagde bestyrelsesformanden for Næstved Havn Kristian Skov-Andersen, at havnedirektøren ikke spændte ben for udflytningsprojektet, "men efter 15 år på posten kan det være svært at se, hvordan man kan få havnen op på næste trappetrin."

Det førte til ansættelsen af den hurtigt populære havnedirektør Flemming Bach, som med havnebestyrelsen har arbejdet for en flytning af havnen til lokationen Ydernæs. Men efter godt to år på posten sagde Bach op i august sidste år. Ifølge sn.dk følte Flemming Bach sig "hældt ned af brættet" og beklikket på sin troværdighed i sagen om havnens placering.

1. januar 2023 kunne en ny havnedirektør endelig tiltræde. Han hedder Jesper Boesen, og ved sin tiltrædelse sagde han, at "det bliver utrolig spændende at være med til at drive en havn og forhåbentlig være med til at flytte den til en ny lokation."

Under alle omstændigheder kommer den "forhåbentlige" udflytning ikke til at glide let, hvis det står til Danske Havne- og Shippingvirksomheder (DI). I Næstved har man afholdt et borgermøde om sagen, og her deltog sekretariatschef Jacob Svane, og han gjorde brancheforeningens synspunkt klart.

- Husk på, at flere af havnens virksomheder har lange og uopsigelige lejekontrakter med Næstved Havn. De vil selvfølgelig gøre, hvad de kan for at opnå så stor en kompensation som muligt, hvis de skal købes ud af havnen. Og jeg lover, at jeg kommer efter jer med planloven i hånden. Og så kan I godt glemme alt om byudvikling på havnen i Næstved, sagde DI-repræsentant Svane på borgermødet ifølge sn.dk.

Hvide Sande: Fyret på blåt papir

I Blåtårn på Hvide Sande Havn har havnebestyrelse og -direktør til huse, og her fyrede førstnævnte sidstnævnte i denne måned. Direktøren hed Poul Erik Jessen. Intet ved vi om årsagen til Jessens fyring, udover at bestyrelsen og direktøren havde ”en forskellig opfattelse af en række spørgsmål”, således en pressemeddelelse fra Hvide Sande Havn.

Hvide Sande udpegede øjeblikkeligt Steen Davidsen som ny direktør. Davidsen er tidligere mangeårig direktør for havnen, og han har også været motor i havnens modernisering.

Hvide Sande Havn er økonomisk sund både før og efter Poul Erik Jessens direktørperiode. Da Jessen tiltrådte, sagde han til Dagbladet Ringkøbing Skjern, ”at han savnede miljøet på havnen, hvor man sagde tingene lige ud.” Jessen kom til Hvide Sande Havn efter at have været leder på Aarhus Havn i ti år, men han forlod jobbet i 2017.

Hanstholm: Dyr havneudvidelse og fyret direktør 

Hanstholm havn har en gæld på langt over en halv mia. kr., og det har haft to store konsekvenser. For det første blev havnedirektøren sidste år fyret på ganske dramatisk vis, og det var tidligere minister og kronprins i Venstre Kristian Jensen, som førte kniven. For det andet blev havnens status som kommunal selvstyrehavn annulleret, og havnen nu fuldt integreret i Thisted Kommune.

I dag er Kristian Jensen direktør for Green Power Denmark, men i 2022 var Jensen bestyrelsesformand for havnen i godt 40 dage fra marts 2022 til slutningen af april samme år. I den korte periode nåede bestyrelsen og Kristian Jensen at skille sig af med direktøren. Til Thisteds Kommunes kommunaldirektør skrev Kristian Jensen dengang:

”En enig bestyrelse har besluttet at indstille til økonomiudvalget, at vi ønsker at afslutte samarbejdet med Nils Skeby. Det vil efter vedtægterne kræve økonomiudvalgets tilslutning, og jeg skal derfor bede dig om at forlægge sagen for økonomiudvalget snarest. Bh Kristian Jensen".

Nils Skeby har efterfølgende til DK Nyt forklaret, at Hanstholm Havn har brugt mange penge på en havneudvidelse, før Skeby blev direktør.

- Jeg kom til Hanstholm Havn, fordi havnen var en brændende platform. Man havde valgt at lave en enorm investering i havneudvidelsen, uden der var blevet lavet den sideløbende forretningsudvikling, forklarede Nils Skeby dengang.

I dag er Nils Skeby direktør for erhverv og turisme i Kerteminde Kommune. Den nye direktør på Hanstholm Havn hedder Søren Zohnesen, og han kender havnen indefra. Da Zohnesen begyndte at arbejde på Hanstholm Havn, var det som assistent. 

Hirtshals: Mystisk fyring af populær havnedirektør i Hirtshals

Få forstod, hvorfor direktøren for Hirtshals Havn Jens Kirketerp skulle fyres tilbage i 2021 og slet ikke Kirketerp selv.

- Jeg forstår det stadig ikke. Jeg har overhovedet ingen begrundelse fået for fyringen, sagde Jens Kirketerp Jensen til Nordjyske, da fyringen blev offentlig kendt i marts 2021.

Dengang svarede bestyrelsesformanden Anker Laden Andersen, at ”at ændringerne ikke er et udtryk for utilfredshed med den hidtidige opgavevaretagelse, men alene bunder i en vurdering af, at nye kompetencer er påkrævet, hvis Hirtshals Havns udviklingspotentiale skal udnyttes fuldt ud i fremtiden.”

Den troede oppositionen i den på det tidspunkt socialdemokratiske kommune (V-kommune i dag, red.) ikke på.

- Mange har direkte sagt til mig og mine konservative byrådskollegaer, at de synes, fagligheden og sagligheden virker meget tynd. De tror, der ligger et politisk motiv bag, sagde den konservative viceborgmester Per Møller tilbage i 2021.

Den daværende socialdemokratisk borgmester Arne Boelt (S) afviste det politiske motiv.

- Det er ikke politisk motiveret fra S-gruppens side, at de skulle afskediges.

Jens Kirketerp blev hurtigt rekrutteret af ADP i Fredericia, hvor han i dag er strategisk og kommerciel direktør. Hirtshals Havn ansatte siden Per Holm Nørgaard, og han kom fra en direktørstilling i Blue Water Shipping.

Odense: Mosterkranen og Blue Water Shipping

På Odense Havn har de en portalkran, som kan løfte mere end 1.200 ton, og det er ubetinget den største kran på havnen. Blue Water Shipping har fået flyttet gods med denne kran. Virksomheden har i mange år ment, at Odense Havn tager arbejdsopgaver fra virksomheden, fordi Odense Havn står for størsteparten af operationen, når kranen er involveret. Også andre godsrelaterede opgaver er et stridspunkt. 

Derfor hev Blue Water Shipping Odense Havn i Sø- og Handelsretten. Her tabte Blue Water Shipping i begyndelsen af 2022 sagen med dommerstemmerne 5-0. Blue Water Shipping var ikke tilfreds, og adm. direktør Søren Nørgaard Thomsen udtalte i forbindelse med nederlaget:

- Vi kan konstatere, at denne form for offentligt opgavetyveri kan ske uden konsekvenser. Det er beskæmmende, at vi har en havnelov, der ikke medfører nogen form for straf eller erstatning, selvom havnen har overtrådt loven. Det udstiller havneloven som utilstrækkelig og uden konsekvens.

Blue Water Shipping har anket Sø- og Handelsrettens afgørelse til Landsretten, og retssagen begynder onsdag i denne uge. 

Odense: Fortrænger offentlig dry port private aktører?

Trafikstyrelsen undersøger i øjeblikket, om en kommende Odense Dry Port er ulovlig. Det sker på baggrund af en forespørgsel fra Danske Speditører og Danske Shipping- og Havnevirksomheder. Det har Søfarts søstermedie SCMNews i juni afsløret efter en aktindsigt.

Via aktindsigten kan SCMNews berette, at de to erhvervsorganisationer har bedt styrelsen om at undersøge, hvorvidt det er lovligt for Odense Havn at købe landbrugsarealer med henblik på at udvikle logistikcenteret Odense Dry Port.

I forespørgslen til Trafikstyrelsen skriver de to erhvervsorganisationer, at der ”en risiko for, at en offentlig havn driver ejendomsspekulation og offentligt opgavetyveri, og/eller at tørhavnen kan anvendes til at forsøge at presse konkurrenter ud af en beliggenhed på havnen.”

Carsten Aa, administrerende direktør for Odense Havn, har over for SCMNews gjort det klart, at Odense Havn er sikker på, at havnen overholder loven.

- Når vi planlægger at opføre en dry port, så er det fordi vi ser en mulighed for at frigøre vigtige havnearealer. Vi har selvfølgelig undersøgt lovgrundlaget, og vi mener helt klart, at havneloven giver os mulighed for at etablere en dry port, har havnedirektør Carsten Aa udtalt til SCMNews.

Aalborg: Kommunalt ejet havn giver penge til ishockey

Aalborg Havn har i mange år sponsoreret byens ishockey-stolthed, Aalborg Pirates. Havnen er et aktieselskab, og drives derfor som en almindelig virksomhed. På den anden side har havnen kun en aktionær: Aalborg Kommune.

I 2021 skrev BT om sagen, og i den forbindelse udtalte forskningslektor på DMJX Roger Buch, at ”det er vanvittigt, at man som kommune er indirekte medejer af en elitesportsklub. Jeg tror, at en masse Superliga- og Håndboldliga-klubber ville være glade, hvis kommunen købte sig ind hos dem.”

Også professor på CBS og formand for det tidligere regeringsekspertudvalg angående den danske havnelov Peter Maskell udtalte i den forbindelse, at ”sponsorater af den nævnte art efter min opfattelse åbenlyst [ligger] ud over, hvad en erhvervshavn skal og bør beskæftige sig med.”

Aalborg Havn sponsorerer den dag i dag lystigt nordjysk ishockey.

Aarhus Havn: Hells Angels på kajen

30 af 400 ansatte hos APM Terminals på Aarhus Havn skulle have relation til Hells Angels. Det var APM Terminals, som selv slog alarm, og så rullede snebolden via medierne ind på Christiansborg.

Her spurgte Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) justitsminister Peter Hummelgaard (S), om politiet havde kendskab til rocker-infiltrering af det danske havnemiljø. Ministeren bad Rigspolitiet svare.

Rigspolitiet svarede, at National Enhed for Særlig Kriminalitet havde ”indledt en dialog med relevante myndigheder og virksomheder med henblik på at få den aktuelle situation belyst og drøfte eventuelle tiltag, der kan imødegå organiserede kriminelles udnyttelse af danske havnefaciliteter.”

Den passus blev i danske medier til overskriften Politi går ind i sagen om rockere på havnen i Aarhus.

Søfart forsøger i øjeblikket at få afklaret, hvad der sket med de 30 ansatte på Århus Havn, som har relation til Hells Angels.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11