23948sdkhjf

Remas opkøb af 114 Aldi-butikker er blevet godkendt

Rema har forpligtet sig til at sælge flere nyindkøbte Aldi-butikker, så købet ikke skader konkurrencen

Rema 1000 har efter flere måneders venten fået godkendt købet af 114 Aldi-butikker.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.

Butikskæden har dog forpligtet sig til at frasælge "et mindre antal af butikkerne", så købet ikke ender med at skade konkurrencen i nogle lokalområder.

- Indgrebet betyder, at Rema 1000 også fremover får en væsentlig konkurrent i alle de lokalområder, hvor fusionen har betydning, siger Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, i meddelelsen.

- Det har vist sig nødvendigt at undersøge Rema-Aldi-fusionens betydning for konkurrencen både nationalt og lokalt i 114 lokalområder.

- Vi har blandt andet indhentet oplysninger fra Aldi, Rema 1000, deres konkurrenter og kunder, kortlagt forbrugernes valgmuligheder og transporttid til dagligvarebutikker samt gennemført større økonomiske analyser, før vi kunne træffe afgørelsen, lyder det.

Det fremgår ikke af meddelelsen, i hvilke områder af landet der skal frasælges butikker.

Rema 1000 meddelte i december, at kæden ville overtage 114 af de 188 Aldi-butikker i Danmark.

Sagsbehandling trak ud

Oprindeligt skulle Rema 1000 have fået endeligt svar i slutningen af marts, men siden blev behandlingen forlænget, fordi der netop skulle tages højde for indvirkningen på konkurrencen.

Aftalen mellem de to kæder indebærer, at også medarbejderne overgår til de nye Rema-butikker.

Overdragelsen af butikkerne og personalet kommer til at ske i løbet af de næste tre måneder. Det skriver Aldi Danmark i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at handlen med Rema 1000 nu er godkendt af myndighederne, så vi kan påbegynde overdragelsen af butikker og personale, siger Finn Tang, administrerende direktør i Aldi Danmark, i meddelelsen.

Rema 1000 er en del af Reitan-gruppen, som har hovedsæde i Norge.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063