23948sdkhjf

Optimisme i transporten - tæt på øverste trin

Man har altid sagt, at konjunkturerne kunne aflæses i byggeriet og i transportbranchen. Men de sidste års konjunkturudvikling viser, at transporten er knap som konjunktur-følsom, som man hidtil har regnet med.

- Vi følger naturligvis udviklingen i den samlede økonomi. Går det godt med erhvervslivet som sådan, går det naturligvis også godt for transporterhvervet, men når det går sløjt, er der faktisk en tendens til, at det går knap så dårligt for transporten. Der er næsten altid noget at lave, uanset hvilken vej det går. Men naturligvis afhænger det af, hvad der bliver produceret, købt, solgt, spist og hvor meget affald der er. Og i det hele taget er transportindholdet i det enkelte produkt voksende Det kan vi mærke, siger han.

- Vi ser optimistisk på 2004. Vi tror på et begyndende opsving. Og det skyldes bl.a. forventningerne til udvidelsen med de nye EU-lande, forklarer Michael Svane, som vurderer, at de danske vognmandsvirksomheder ikke oplever tilkomsten af de nye EU-lande, som noget helt nyt og anderledes, eftersom mange firmaer allerede længe har været i gang på disse markeder.

- Det vil så vise sig, hvordan de danske transportvirksomheder vil stå sig i konkurrence med de østeuropæiske. Der er næppe tvivl om, at de sidstnævnte vil tage for sig af retterne. Vi har jo et problem med forskellen i lønninger, men jeg tror, at slutresultatet vil hedde vækst også for danske lastbiler, selv om vi kommer til at slås hårdt for det. Men set med erhvervspolitiske øjne, må vi så håbe, at de aktuelle overenskomstforhandlinger ender på en vækstmæssig bæredygtig måde og ikke tramper på opsvinget.

- Men vi tror, at der kommer mere fart på de nye EU-lande, og vi må slå fast, at globaliseringen nu er en realitet. Ingen nok så lille transportvirksomhed kommer uden om at forholde sig til den udvikling. Den internationale arbejdsdeling slår igennem og globaliseringen kommer både kulturelt, politisk og økonomisk.

- Og her er det virkelig afgørende, at transportvirksomheder har den nødvendige viden og kompetence for at være med fremme, fastslår Michael Svane, som medgiver, at der har været talt om globalisering så løst og så længe, at ordet måske klinger lidt hult.

- Det nye er, at nu er det alvor. Det er ikke blot snak i organisationerne. Det er hverdag i virksomhederne. Der skal tages stilling. Skal vi fortsætte som hidtil og leve i rollen som tryghedsnarkomaner, eller er det nu vi skal vise mod og tage mod udfordringer. Det kræver forberedelse, dygtighed, viden og mod, fastslår Michael Svane, som klart fornemmer, at medlemsvirksomheder i dag virkelig er indstillet på, at det er alvor.

- Det er noget der kommer - ikke som haglbyger - men som en roligt silende regn, siger han.

Han har i sin direktør-tid i DTL brugt mange kræfter på at holde fast på, at det er helt afgørende nødvendigt for vognmandsbranchen at blive et respekteret erhverv. At slippe af med et gammelt og uretfærdigt image som mindre ansvarlige.


Ægte anseelse

I dag nyder vognmandsorganistionerne anseelse som seriøse mod- og medspillere i den politiske proces og som deltagere i det administrative og lovberedende arbejde. Erhvervet har bevæget sig fra en broget forsamling til en vigtig faktor i det danske samfund.

I den sammenhæng spiller et aktuelt fokus på trafiksikkerheden en vigtig rolle. Den ansvarlighed, som branchen selv har taget på sig, er også et signal om den kvalitet, som godstransporten står for ? på samme måde, som man tager miljø-påvirkningen alvorligt.

- Der er ingen tvivl om, at det er på landevejene vi skal vinde det imagemæssige slag. Vi skal vise, at vi er troværdige. Derfor er vi også positive over for tanken om et charter på trafiksikkerhedsområdet ? så vi får en egentlig forpligtelse til at arbejde positivt med sikkerheden. Der skal ydes en indsats nationalt, regionalt såvel som i virksomhederne, fastlår han.

Michael Svane er med i følgegruppen omkring den tyske vejskat, Mauten, som man i øjeblikket ikke er særlig stolt af i Tyskland.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at vejskatten kommer. Efter min vurdering vil systemet dog ikke være klart til egentlig brug før i 1. kvartal 2005, siger Michael Svane.

Han finder ikke vejskatter i form af kilometerafgifter uretfærdige ? hvis systemerne virker og hvis de er gennemskuelige - for de afspejler den faktiske brug af vejene.

- Det er både fair og logisk. Der er tale om en transport-afgift på lige fod med brændstofafgiften, og den skal naturligvis betales af kunden siger han og påpeger, at adskellige andre europæiske lande end Tyskland og Østrig vil indføre vejskatter ? en udvikling, der efter hans skøn kan være en realitet i 2006-7.

- Det må vi også forholde os til herhjemme, og jeg vil gerne henstille til politikerne, at vi i Danmark gør hjemmearbejdet meget omhyggeligt. Afgiftsstrukturen skal ikke tilrettelægges på baggrund af tilfældigheder. Erhvervet kan lide ubodelig skade, hvis ikke så vigtig en sag, gribes rigtigt an, siger Michael Svane.

Han havde helst set, at de store fremtidige trafikinvesteringer var blevet vedtaget af et bredt flertal, som inkluderede Socialdemokratiet.

- Sådan blev det ikke, men det er vigtigt, at der er størst mulig politisk opbakning til de store infrastruktur-investeringer, siger han.


Roser skattestop

Til gengæld har han mange roser til regeringen for skattestoppet. ? Det har haft stor betydning for transporterhvervet, at der er skabt ro på dette felt. Det vil vi gerne kvittere for, siger han, og minder om alle de politiske julelege, der tidligere har ført til afgiftsjusteringer og meget mere til skade for virksomhederne.

- Det slipper vi for nu, siger Michael Svane, der dog indrømmer, at det omvendt koster frihedsgrader i den økonomiske politik.

- Og her skal vi sikre, at det ikke går ud over vores muligheder for at leve op til de krav og den dynamik, som globaliseringen skaber, siger han.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093