23948sdkhjf

Ministerbesøg på verdens største testcenter for gasmålere

| Medlemsnyhed | Indrykket af GTS-foreningen

To ministre fra det sydjyske var imponerede, da de besøgte FORCE Technology i Vejen. Her har GTS-instituttet opbygget testfaciliteter, der er så unikke, at virksomheder fra hele verden benytter dem.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen og indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen besøgte fredag FORCE Technology i Vejen, hvor instituttet siden 1980’erne har opbygget viden og testfaciliteter til at kalibrere industrielle gasflowmålere af alle størrelser.

”Vores loop i Vejen laver de mest præcise målinger i verden af, hvor mange kubikmeter gas, der løber gennem rørene. Derfor er det brugt af virksomheder fra hele verden”, fortalte Hanne Christensen, adm. dir. i FORCE Technology.

Det oplevede de to ministre ved selvsyn, da de kom forbi en igangværende test, der blev udført for en kunde i Singapore. Det fik Jesper Petersen til at udbryde:

”Det er da sejt, at verdens største testcenter for gasmålere ligger i Vejen, og at de direkte fra Singapore kan følge testene samtidig med, at de bliver udført”.

Loopet er med sine præcise kalibreringer med til at sikre forsyningssikkerheden, da man via testene kan opdage lækager og udslip, og dermed kan undgå tab af naturgas.

Verdens største loop åbner i 2023

I 2023 bliver faciliteterne i Vejen udvidet med et nyt MEGA loop. Det bliver over dobbelt så stort som de nuværende faciliteter, og så er det gjort klar til at kunne operere med hydrogenblandinger. Det betyder, at loopet kan indgå i ambitionen om Power-to-X i Danmark.

”Den grønne omstilling er vigtig – også i Sydjylland. Derfor er det positivt, at vi lokalt har virksomheder som FORCE Technology, der står centralt ift. måling og kvalitetstest. De virksomheder i området, der arbejder med grøn omstilling, Power-to-X og biogas, har helt sikkert glæde af at ligge i geografisk tilknytning til FORCE Technology. Det skaber lokale jobs, det kan frigøre os fra Putins gas, og så kan det hjælpe os med at tackle klimakrisen”, sagde Christian Rabjerg Madsen, indenrigs- og boligminister.

For Jesper Petersen, der har GTS som en del af sit ministerområde, var det helt særligt at opleve, hvordan GTS også i Syddanmark er med til at understøtte den grønne omstilling.

”Det arbejde, der foregår i Vejen og på andre GTS-faciliteter, er med til at styrke dansk industri. GTS-institutterne spiller en vigtig rolle for dansk teknologiudvikling, og her er jeg personligt især optaget af den grønne omstilling. Regeringen har bevilliget penge til, at Sydjylland er fyrtårn for grøn energi og sektorkobling. Derfor har vi som landsdel store potentialer ift. at få nye arbejdspladser og vækst ud af de mange ting, der skal ske på området. Her er GTS-institutter som FORCE Technology en nøgle i at få det til at lykkes”, var budskabet fra Jesper Petersen.

Læs mere på GTS-foreningens hjemmeside her


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
GTS-foreningen

Gregersensvej 3
2630 Taastrup
Danmark
GTS-foreningen

Send til en kollega

0.078