23948sdkhjf

Rekordår for Herning-Speditør

| Medlemsnyhed | Indrykket af Sand Distribution A/S

Sand Spedition og to beslægtede selskaber tjente godt 12 millioner kroner i 2020, og de gode takter fortsætter. 2020 regnskabet betegnes som meget tilfredsstillende, 12,4 mill. før skat.

REGNSKAB Det er en stolt og tilfreds Ingvard Sand, der kan gøre status for de tre speditionsselskaber, han er involveret i.

Regnskaberne er for nyligt offentliggjort i Sand Spedition, Sand Distribution og Sand Road Freight, og samlet er der tale om et overskud før skat på 12,4 millioner kroner. Det er rekordår, og godt tre millioner kroner bedre end den hidtidige rekord fra 2019.

- Jeg er ovenud tilfreds. Stort set alt har sådan set været optimalt, siger Ingvard Sand til Herning Folkeblad.

Lager er fyldt op
Han er selv hovedaktionær i Sand Spedition og Sand Distribution, der har adresse på Baggeskærvej. Samtidig er han medejer i Sand Road Freight, der har base i Lind.

Sidstnævnte fokuserer på fragt af industrigods mellem Danmark og udlandet, mens de to førstnævnte opererer i Danmark. Sand Spedition har et stort lager- og logistikcenter på Baggeskærvej, hvor man opbevarer og håndterer kundernes lagervarer. Alene dette selskab opnåede i 2020 et overskud på 6,2 millioner kroner. Det skyldes en kombination af vækst hos eksisterende kunder og tilgang af nye kunder.

- Alle vores lagerfaciliteter er fyldt fuldstændig op, og driften har bare kørt optimalt. Vi må bare glæde os over, at der virkelig har været noget at arbejde med i vores branche, siger Ingvard Sand.

Eneste undtagelse er messespedition, som i normale år også er en del af Sand Speditions forretning. Det har ligget stille sammen med messerne, men til gengæld har der været så meget fart på de øvrige forretningsområder, at det har opvejet det tab, der har været på messespedition.

For de to øvrige selskaber var status på året, at Sand Road Freight tjente 5,6 millioner kroner, mens Sand Distribution tjente 0,6 millioner kroner.

- Sand Distribution er kørt i stilling nu efter en periode med store investeringer i blandt andet it og nye trailere. Jeg forventer, at vi tredobler resultatet til omkring to millioner her i 2021, siger Ingvard Sand.

Det spiller bare
Travlheden er fortsat ind i 2021, og forventningen fra Herning-speditøren er, at det vil lykkes at fasholde det rekordhøje niveau også i år.

- Det er det, vi stiler efter og tror på. Vi har fået en god start på året, og vi har fået sat folk på de rigtige hylder efterhånden, og så spiller det bare, konstaterer Ingvard Sand.

Samlet set beskæftiger de tre selskaber cirka 85 personer fordelt på fastansatte og fast tilknyttede chauffører.

Fuldt blus på alle kedler
Søsterselskabet Sand Road Freight har base i Lind, hvor fokus ligger på fragt af industrigods mellem Danmark og udlandet.

Også her har der været rekordår i 2020, beretter Palle Villadsen, der er administrerende direktør og medejer i selskabet.

- Det har været et meget specielt år, fordi vi havde et par måneder i foråret, hvor vi tabte 40 procent af vores omsætning, mens det hele var lukket ned på grund af corona. Men jeg skal love for, at lige pludselig blev der sat fuld blus på alle kedler, så der har været rigtig travlt resten af året, fortæller han.

Overskuddet før skat på 5,6 millioner kroner er det hidtil bedste i Sand Road Freight, der har 14 medarbejdere.

- Vores eksisterende kunder har haft rigtig travlt, og samtidig har vi haft god tilgang af nye kunder. Det er en god kombination af det hele, som er gået op i en højere enhed, fortæller Palle Villadsen.

Første kvartal af 2021 har været fuldt på højde med rekordåret 2020.

- Vi er fortrøstningsfulde og fulde af optimisme, lyder det fra direktøren.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Sand Distribution A/S

Baggeskærvej 25
7400 Herning
Danmark
Sand Distribution A/S

Send til en kollega

0.297